Tinnitus

Share

26/7/2003:
Hej

jeg er en kvinde på 34 år som har haft en susen for mit højre øre gennem ca. 2 år.

Det er først for ca. 9 mdr. siden det gik op for mig, at det var susen i mit øre og ikke en bil eller andet der stod i tomgang på vejen uden for mit hus. Det skete ved et tilfælde da jeg trykkede hårdt bag mit øre, hvor jeg kort kunne få det til at forsvinde. Susen er der kun (kan kun høre den) når der er helt stille omkring mig. (et problem om natten når jeg skal sove)

Jeg har været til ørelægen hvilket jeg ikke fik noget ud af. Min hørelse fejler ikke noget og der var intet at se i mit øre.

Jeg skal sige at jeg for næsten 2 år siden gik til fys.terapeut over det meste af et år pga. af en "nakkeskade" jeg havde redet mig ved forkert arbejdsstilling (kontor). Jeg fik efterfølgende laserbehandling og var ved kiropraktor 4-5 gange hvorefter min nakke blev i orden igen.

Jeg talte med min kiropraktor omkring det med øret og hun mente der kunne være en sammenhæng med denne skade såfremt ørelægen ikke kunne finde noget (kunne han jo ikke) Jeg fik efterfølgende nogle behandlinger hos kirop. dog uden resultat. (jeg havde også spurgt ørelægen om der kunne være en sammenhæng med min nakkeskade og susen i øret, hvortil han svarede om jeg selv troede det, for så kunne det da godt være???

Nu er det jeg efterfølgende har hørt, at alle øreproblemer susen, ringen osv. ikke nødvendigvis er tinitus og at man derfor behøver at leve med det.

Jeg håber I kan hjælpe mig - hvem skal jeg opsøge for at få stillet en diagnose?? Der er jo ingen grund til at man skal leve med dette hvis det kan afhjælpes.

(jeg skal tilføje at jeg kan have et par dage om end det er meget sjældent, at jeg er fri for øresusen og jeg kan stadig trykke mig hårdt bag øret og få det væk i en brøkdel af et sekund)

Håber jeg herigennem kan komme en løsning lidt nærmere..

På forhånd tak

Susanne Hansen

Kære Susanne.

Mange tak for dit brev.
Alt andet lige, lyder det for os som om du har tinnitus.
Din ørelæge har, som du skriver, udelukket at tinnitusen er et symptom på en underliggende, alvorlig sygdom - derfor kan du koncentrere om at begrænse generne af den.
Princippet i at behandle tinnitus er, at erkende at lyden er der. Derefter kan man forsøge at fokusere på noget andet.
Tinnitusen er formentlig mest generende når det er stille, fordi det så er sværere at abstrahere fra den. Derfor kan det blandt andet komme på tale at forsøge at 'maskere' tinnitusen ved at have andre lyde i baggrunden.

Vi anbefaler, at du kontakter enten din ørelæge eller dit høreinstitut, som kan hjælpe dig videre. Uanset hvor du bor i landet, vil de kunne henvise dig til en kompetent fagperson, der kan hjælpe dig videre.

Vi håber du kan bruge svaret til noget. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen
hoerelse.info