Telefoner

Share

Hej Lotte

Læste ligebrevet fra Annette Feldskov og dit svar til hende, jeg kom pludselig på et måske overset problem med telefoner…

Telespolen i høreapparatet kan være ændret på sådan en måde så man ikke hører lige så godt i telefon, radio, musikanlæg og TV som før, og jeg har haft nogle apparater hvor jeg har opgivet at få den samme ”gode” lydfornemmelse igennem. Firmaet kunne ikke oplyse mig, hvad der var gjort forskelligt fra modellens ændring mellem de 3-4 år hvor jeg skiftede fra den gamle til den nye.

Generelt når man jo ikke at teste sine Telespoler, når man afprøver sine høreapparater (når man får dem udleveret), også fordi man ikke ved hvordan lydene skal lyde…(Hvis man nu tog sit yndlingsmusik med, og aflyttede den hos Audiologisk afdeling, eller lydoptagelse af ens families stemmer, hjalp det måske noget??). Især irriterer det mig nu med mine nuværende digitale, at jeg ikke altid kan høre alle lyde i musikken (fordi den er sat til at fjerne dem….!!), særlig problematisk var det dengang jeg fulgte med i Hit med sangen og opdagede hvor svært det var at høre sangerens/sangerindens stemme igennem musikken!!!

Jeg tænker den problemstilling også burde tages med, når man snakker om kvaliteten af hjælpemidler (det kunne være høreapparaternes skyld…!)

Venlig hilsen
Line Lerche Jarlhelt

Kære Line,

Tak for dine kommentarer!
Ja, ét er selve høreapparaterne, der i dag har en masse egenskaber, som kan indstilles specifikt til hver enkelt menneske - men der er faktisk også en hel del forskellige problemstillinger, når det handler om tilsluttede hjælpemidler. For alle os garvede brugere må vi derfor være ekstra opmærksomme, når vi får nye høreapparater (HA).
På mange digitale apparater kan T-funktionen f.eks. indstilles i styrke, hvilket selvfølgelig har stor betydning i forhold til brugen af den, eksempelvis med telefonen, stereoanlægget og tv’et. Det samme gælder FM-anlægget, som skal justeres og tilpasses det aktuelle HA.
Mange apparater har i dag også forskellige lytteprogrammer - deriblandt musikprogram, hvor man netop har taget højde for, at støjreduktionen ikke går ind og betragter musikkens dynamik som støj - og dermed skruer ned for dele af musikken!

For nye HA-brugere er det selvsagt vanskeligt at kunne spørge om noget, man slet ikke har kendskab til, og derfor hviler der til stadighed et stort ansvar på høreklinikkerne (offentlige som private) med at informere brugerne om de muligheder, der er i moderne HA.
Uanset om man er nybegynder eller garvet bruger, er det derfor vigtigt, at vi ved udlevering af HA fortæller om vores liv, arbejdssituation, fritidsinteresser osv., så vi kan få det bedst egnede apparat. Der er nu engang uendelig meget forskel på lyduniverset i forskellige arbejdssituationer, dvs. om et menneske taler meget i telefon, arbejder med højtryksspuler, er omgivet af skrigende børn eller laver regnskaber. Eller om vi i fritiden samler på frimærker, dyrker fitness, er vild med musik eller læser bøger.

Joh, de professionelle har ansvar for at informere og guide os rundt ved udleveringen, men det er vores ansvar, at vi ’spiller med’ - og vender tilbage, hvis ikke tingene virker efter hensigten.
I øvrigt synes jeg, det er en god ide at medbringe evt. yndlingsmusik, når et nyt apparat skal tilpasses. Så er der da i det mindste noget, man kender, at lytte til!

Mange hilsner
Lotte