Tekster på valget

Share

Kære Lotte

hoerelse.info kan man den 28. januar læse, at Danmarks Radio forsøger at komme personer med høreproblemer i møde, så man har mulighed for at følge med i valgkampen uanset høreproblemer. Ja, hvis hørehæmmet er ensbetydende med, at man ikke har andet at lave end at se tv kl. 12.35, så er det rigtigt. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Mange hørehæmmede er erhvervsaktive, og det er en uartighed af dimensioner af DR at tro, at den hellige grav er vel forvaret, hvis bare de genudsender valgprogrammerne næste dag midt på dagen!

Hvor er LBH henne? Hvor er de vrede læserbreve og protesterne? Hvor er medlemmerne???

Når det nu teknisk ER muligt at tekste direkte udsendelser, så skal vi ikke finde os i DR's nedværdigende behandling.

Venlig hilsen
Ann WoodallHvad med de erhvervsaktive?
Tirsdag den 25. januar kom en nyhed på Hoerelse.info´s hjemmeside. Overskriften var: "Forsinkede tekster på valgprogrammer". Heri kunne man læse, at LBH har kritiseret DR, for ikke at live-tekste valgprogrammerne. DR har valgt ikke at efterkomme kravet om live-tekstning, men har i stedet valgt, at en del af valgprogrammerne genudsendes dagen efter kl. 12.35 i en tekstet version.

Kl. 12.35!!! - jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste det. Hvilket billede har DR mon af den del af befolkningen, der har høreproblemer?. Lad mig gætte: mon ikke det er noget hen i retningen af, at vi enten uden job eller pensionerede. Tal fra Socialforskningsinstituttet viser at hver 10. dansker i arbejde har nedsat hørelse. Så hvad tror de, at vi laver når klokken er 12.35???? Vi arbejder!!!!!!!!!!!!

Kh Joan

Kære Ann og Joan,

I har fuldstændig ret. Det 'holder ikke en meter', som vi sagde i gamle dage. Fra første januar i år har DR1 og TV2 netop forpligtet sig til at live-tekste partipræsentationer og partilederrunder.
Og TV2 gør det! Dermed bliver sagen endnu mere pinlig for DR!!!

LBH har via pressemeddelelser gjort opmærksom på problemet, men det er jo langtfra nok. Ann efterlyser medlemmerne, læserbreve og protester - og det forstår jeg godt. Det er bare ikke så mange, der har mod til eller føler sig rustet til at levere offentlige artikler.

Men én ting kan vi alle gøre:
Send et postkort eller mail til DR og klag! Lav en seerstorm!! Og inden I ryster på hovedet og opgiver, fordi "så mange kan vi jo ikke samle", vil jeg oplyse jer om, at en 'seerstorm' faktisk ikke handler om ret mange. Jeg kan ikke huske det præcise tal, men vi taler om noget i retning af 25 klager!

Kan det virkelig være rigtigt?
Ja - tænk på, hvor ofte vi til en frokostsnak el. lign. kan blive enige om, at dette eller hint har været for ringe. Så lad os nu sige, at der f.eks. er 100.000, der har været utilfredse eller vrede over et eller andet i tv. Af de 100.000 sidder de 10.000 og tænker: "Nej, NU skriver jeg ind og klager!"
Næste morgen har de fleste glemt det. Der er måske 1000, der stadig husker irritationen - men livet og arbejdet skal passes, børnene råber, tasken skal pakkes, indkøbene skal aftales. Og til sidst er der måske 25, for hvem det reelt lykkes at sende et postkort eller en mail afsted. De 25 bliver dermed udtryk for de 100.000, der var utilfredse.

Så hvad om vi øjeblikkelig fik gang i postkort, mails og evt. ringeri, så det går op for Danmarks public service-kanal nr. 1, at vi rent faktisk er ganske mange, der har brug for livetekstning?!

Bortset fra dét er det da meget sødt, at man dagen efter genudsender en tekstet version af et valgprogram - en pæn service for pensionister, arbejdsløse, hjemmegående forældre eller hvem der nu ellers har tid til at se tv midt på dagen. Men uanset om man nu skulle høre til dem, der har mulighed for at kigge med dagen efter, holder det heller ikke. For hva' med den snak, der foregår hjemme i stuerne efter en valgudsendelse - den udveksling, man har med ægtefælle, større børn, veninder eller venner? Hvordan kan man som hørehæmmet deltage i den efterfølgende ofte vigtige essentielle snak, hvis vi ikke kender diskussionsgrundlaget, ikke har fået fat i sammenhængen?

Så fat pennen eller tasterne og skriv f.eks. blot:
"Pr. 1. januar i år har I forpligtet jer til at livetekste valgprogrammer.
Hvor bliver tekstningen af?!"

Mange hilsner
Lotte