Sudden deafness

Share

Hej Lotte!

Jeg er en mand på 37 år, der prøver at finde hjælp/svar på pludseligt høretab og det optimale høreapparat.

D. 9/9 2004 mistede jeg min hørelse på højre øre. Det var en dag på job. Jeg sidder på hug og skal trække et tov stramt til. Der skal bruges en del kræfter, og da jeg er færdig rejser jeg mig op får jeg et smæld i øret og bliver en smule svimmel. Jeg tror det er en prop og søger læge, der henviser til ørelæge der undersøger mig 3 gange over 3 måneder - diagnose: "Sudden deafness", med et høretab i størrelsesordenen 70 db. Der var ingen forklaring fra lægen om hvorfor og hvordan - jeg er af den overbevisning, at man ikke bare får et høretab uden grund. Jeg skal til en scanning når der bliver tid.
Nu er det så jeg prøver at få hjælp, da jeg efter en undersøgelse på høreklinikken får den besked : du skal have et høreapparat. Men det er ikke et som jeg forstår som høreapparat. Det er et cross-over med ledning bag om hovedet fra øre til øre. Det virker ikke som den optimale løsning. Kan man få et, der ikke er med ledning og bare sidder i øregangen "canal-høreapparat". Da det er et stort skridt for mig, vil jeg helst have sådan en model. Jeg ved godt man skal lære at leve med det, men alligevel ønsker jeg et meget lidt opsigtsvækkende, eller bare uden den ledning bag om hovedet og i det ene øre.

Venlig hilsen
Renè

Kære Renè,

Desværre er det sådan, at der findes en hel del høretab, hvor man ikke kan finde nogen forklaring. Øret er et meget kompliceret organ, som er vanskeligt at undersøge, fordi man ikke bare kan gå ind og 'kigge' på det indre øre. I dag forskes der mere og mere på området, men i forhold til mange andre dele af den menneskelige organisme, er der stort behov for yderligere forskning i lydens komplicerede vej til hjernen - og hvad der egentlig er galt, når der f.eks. sker dét, som du er ude for.

Et høretab på 70 dB er unægtelig ganske meget, men det lyder alligevel lidt mærkeligt i mine ører, at løsningen skulle være et Cros/Bicros, som det også kaldes. I mange tilfælde kan et høretab på 70 dB afhjælpes ganske godt med et høreapparat, men der kan være adskillige andre forhold end selve høretabets størrelse, der gør, at høreklinikken anbefaler en cross-over løsning.
Desuden findes Cros/Bicros i dag som trådløst system - også som i-øret (canal-løsning), dvs. at du i det mindste kan blive fri for ledningen i nakken. Gå ind på en af søgemaskinerne og skriv cros/bicros - her vil du kunne læse mere om disse apparater hos de forskellige høreapparatproducenter.

Jeg kan godt forstå, det er et stort skridt for dig. For de fleste mennesker er det en stor forandring pludselig at skulle se sig selv som høreapparatbruger. Ikke kun dét at skulle påføre sig apparaterne, men alt det, der følger med: At have svært ved at høre, at skulle bede folk om at gentage, at alt lyder anderledes - ja, at acceptere høretabet med alt, hvad det indebærer af forandringer i hverdagen og arbejdslivet.
Men under alle omstændigheder synes jeg, du skal bede om en uddybende samtale med din høreklinik, hvor du får ordentligt svar på alle dine spørgsmål. Her på hoerelse.info ligger der desuden en hel del artikler om at erkende et høreproblem, historier om mennesker om alle de processer, man uvægerligt kommer igennem. Det løser selvfølgelig ikke dine problemer, men det hjælper nu engang at vide, man ikke er alene - og det fortæller om mange af de muligheder, der er for at få hjælp og støtte til et godt liv på trods af et høretab.
Har du lyst, er du meget velkommen til at skrive igen og fortælle om det videre forløb i din høre-historie.

De bedste hilsner
Lotte