Stilheden bag murene

Share

Stilheden bag murene

Benny Kent Nielsen er 62 år og bruger høreapparater. Efter 25 år i Folkeskolen var ørerne – og Benny – tæt på at være slidt ned. Løsningen blev et job som lærer på en skole med små hold og fred og ro. På Anstalten ved Herstedvester.

Af Jakob Brodersen

Det er en helt anden verden inde på den anden side af muren, gennem de sikrede sluser bag det grønne hegn. Der er stille. Meget stille.
Rundt om gården ligger de lave bygninger med tremmer for vinduerne, hvor de indsatte i Herstedvester har deres celler, værksteder og opholdsrum. Fængselet er en lille parallelverden med sin egen købmand, sine egne læger, psykologer og håndværkere. Og sine egne lærere.
I en lav, rød træbarak fra krigens tid, holder skolen til sammen med det lille, men velassorterede bibliotek.
”Undervisningen er et tilbud, som kan træde i stedet for de indsattes arbejdspligt,” fortæller Benny Kent Nielsen, da han låser døren ind til et af klasseværelserne op med en af nøglerne fra det store nøglebundt. Klasseværelset er ikke stort. Foran tavlen og katederet er der borde og stole med plads til fem-seks elever.

25 år i Fysiklokalet

Benny Kent Nielsen har været ansat som matematiklærer ved anstalten ved Herstedvester i otte et halvt år. Og han er glad for det. Han har ethøretab og brugerhøreapparater - og i virkeligheden er det derfor, han har sin daglige gang blandt de indsatte.
”Jeg havde arbejdet som fysiklærer i 25 år på den samme skole på Østerbro, ” fortæller han. ”Og min hørelse blev dårligere og dårligere. Børn taler jo utydeligt og larmer – og det skal de også. Det er en menneskeret. Men det var en gammel skole og der var en dårlig akustik. Der var ikke dupper under stolene, og fysiklokalet var sådan et stort lokale.”
Hørelsen var blevet gradvist ringere gennem mange år – måske fordi Benny Kent Nielsen som barn skød meget med fyrværkeri.
”Så meget, så det peb for ørerne i flere dage efter. Så det er nok fortidens synder, jeg betaler for,” griner han.

Da han var midt i fyrrerne, fik han høreapparat for første gang. Det var ikke nogen behagelig oplevelse at skulle bruge det, men de hjalp på dentinnitus, der også plagede ham. Da han efter fire år fik et nyt apparat, blev det bedre, men arbejdet som folkeskolelærer var stadig en hård udfordring.
”Jeg har sikkert været dum og umulig og træt,” siger han og kniber øjnene lidt sammen. ”Den kvinde, jeg boede sammen med, sagde, at ’nu tager du altså orlov.’ Hvis ikke hun havde gjort det, ved jeg ikke, hvilken drejning mit liv havde taget.”

Ryk direkte i fængsel

Efter et års orlov, hvor han bl.a. underviste små hold i en ungdomsskole, søgte han stillingen som lærer ved anstalten ved Herstedvester. Og blev ansat med start i november 2002.
”Det var en lise. Lydmæssigt var det noget af det bedste, jeg har oplevet,” siger han. ”Der er pr. definition stille – med enkelte undtagelser selvfølgelig – men lydmæssigt var det utrolig godt.”
Anstalten ved Herstedvester huser typisk kriminelle med meget lange domme; forvaring eller livstid. Det er mennesker, der har begået noget af det, som Benny Kent Nielsen med en eufemisme kalder for ’uforståelig kriminalitet’. Den gennemsnitlige afsoningstid er otte år.
”Det er mennesker, som ikke har det nemt. Det afspejler sig også i personalet. Der er ca. 140 indsatte, otte psykologer og tre psykiatere – og selvfølgelig en masse betjente, der er meget synlige i fængselsmiljøet.”

De indsatte har mulighed for at gå i skole, hvor de kan blive undervist i dansk, engelsk, matematik og forskellige HF-fag. Og klasserne er små. Der er sjældent mere end fire-fem elever. De fleste indsatte ville ganske enkelt ikke få noget ud af undervisningen, hvis der var flere i klassen.
”For mange af de indsatte, er det måske også første gang i deres liv, at de har fred og ro. Så der er bestemt en værdi i at det er stille og at undervisningen følger et regelmæssigt mønster,” siger Benny Kent Nielsen, der ikke har oplevet det som et problem i undervisningen, at han hører dårligt.
”Hver gang der kommer en ny i klassen, gør jeg opmærksom på det – og at jeg af og til skal have tingene gentaget. Men de reagerer altid positivt. Og her er der tid til at tage hensyn til det. De er jo voksne mennesker. Og venlige mennesker.”

Lærer med stort L

”Jeg lægger meget energi i jobbet, for jeg ser først og fremmest mig selv som lærer. Og formidler. Og jeg føler at jeg gør en forskel. Der er selvfølgelig ikke det samme liv og spontanitet herinde som i Folkeskolen. Men med det liv følger der altså også en del larm,” smiler han.

”Et af de vigtigste arbejdsredskaber for en lærer er at kunne høre, hvad eleverne siger – og at kunne formulere sig, så de forstår det. Hvis man ikke kan høre, kan man ikke være lærer et almindeligt sted.”