december 27, 2011

Stadig ingen SMS til 112

Share

Stadig ingen SMS til 112

At kunne sende en tekstbesked - en SMS - til 112 er den eneste løsning, der sætter døve og personer med store hørenedsættelser i stand til at foretage et direkte alarmopkald. Men Justitsministeriet mener ikke, at systemet er driftsikkert nok - derfor er det stadig ikke muligt. Begrundelsen er, at det i dag ikke er teknisk muligt at fastlægge, hvorfra et mobilopkald bliver foretaget.

Center For Ligebehandling af Handicappede henvendte sig sidste år til Justitsminister Lene Espersen (K) for at bede ministeriet om at genoverveje beslutningen.

Rigspolitichefen og IT- og Telestyrelsen samarbejder for øjeblikket om at udvikle et system, der gør mobiltelefoner bedre egnede til at foretage alarmopkald - også i form af tekstbeskeder på SMS.

I løbet af i år starter et forsøg i Århus-området, hvor politiet vil teste stedfæstelse af mobiltelefoner i forbindelse med alarmopkald. Hvis forsøget går godt, er det hensigten at den ny teknologi skal bruges på alle landets alarmcentraler. Forhåbentlig vil det betyde, at der i en ikke alt for fjern fremtid kan foretages alarmopkald med SMS.

Kilde: www.clh.dk