december 29, 2011

Sommervejr giver støjklager

Share

Det lune vejr i sensommeren får tilsyneladende danskerne til at glemme god takt og tone om høj musik for åbne vinduer.

Forrige fredag aften måtte politiet i Århus rykke ud ved 20 klager over naboer, der spillede for høj musik. I København rykkede politiet ud til 65 lignende tilfælde i løbet af sidste weekend - det er mere end fem gange så mange som en gennemsnitsweekend i januar.

Men medmindre musikken bliver spillet udendørs eller der bliver spillet for åbne vinduer, har politiet ikke mulighed for at gribe ind. Hvis der bliver spillet høj musik i et hus eller en lejlighed, er der ikke nogen love, der angiver bestemte grænseværdier.

Det bedste er naturligvis altid at forsøge at få synderen til at skrue ned. Er det helt umuligt, er der forskellige klagemuligheder:

Alment boligbyggeri
Man kan klage til beboerklagenævnet, der kan uddele advarsler, arrangere fællesmøde og - hvis intet hjælper - anbefale domstolene at støjmagerne bliver sat på gaden.

Andelslejlighed
Foreningens bestyrelse kan kræve fraflytning og selv stå for salget af andelen.

Ejerlejlighed
En generende ejer kan blive bedt om at flytte, hvis vedtægterne tillader det. Ejerforeningen må ikke gennemføre et salg.

Eget hus
Hvis alt andet er mislykket, kan man kontakte Foreningen af Hegnsynsmænd, der ser på sagen som uvildig tredjepart.

Hvis vinduer og døre står åbne eller hvis støjen kommer fra en fest, der holdes udendørs, kan man kontakte politiet, der kan udskrive bøder for overtrædelse af politivedtægten.

Kilde: Politiken