Soldater advares mod tinnitus

Den britiske tinnitusforening opfordrer nu landets soldater til at passe godt på ørerne under træning og kamp.
Foreningen British Tinnitus Association (BTA) udsender advarslen i forbindelse med medieomtalen af en tidligere soldat, der i sidste uge fik tilkendt en millionerstatning efter at have pådraget sig tinnitus og en høreskade under en øvelse.
Tinnitus og høretab er et udbredt problem for soldaterne i den britiske hær. Avisen The Times offentliggjorde i oktober sidste år en undersøgelse af hjemvendte soldater. Ud af 691 soldater i en bataljon, der i 2007 havde været i Afghanistan i et halvt år, led næsten hver tredje af høreproblemer.
BTA opfordrer soldaterne til at beskytte sig selv mod voldsom støj og til at benytte sig af passendehøreværn i de situationer, hvor det er umuligt at undgå støjen.
Kilde: www.medicalnewstoday.com 17/08/2009