december 27, 2011

Skru ned for den transportable musik

Share

Skru ned for den transportable musik

Amerikanske forskere opfordrer folk, der lytter meget til transportable mp3-afspillere eller cd-afspillere med hovedtelefoner, til at skrue ned for lyden.

Da de transportable afspillere ofte bliver brugt af mennesker, der er på vej til og fra arbejde eller skole, bliver der ofte skruet godt op for lyden for at overdøve baggrundsstøjen fra trafik og andre mennesker. Hvis trafikken i forvejen larmer op til 85 dB, bliver de små anlæg ofte skruet op til et lydniveau, der er skadeligt for ørerne.
Som en tommelfingerregel bør man aldrig udsætte ørerne for 91 dB i mere end to timer om dagen.

Forskere ved Boston University har undersøgt seks forskellige transportable cd-afspillere, der kan købes i almindelige butikker. Uden at købe særlige hovedtelefoner eller tilslutte andet udstyr end det, der fulgte med i pakken, kunne afspillerne yde mellem 91 og 121 dB.
Da forskerne tilsluttede andre hovedtelefoner, kunne lyden komme helt op på 139 dB – ca. det samme som at stå ved siden af et lettende jetfly.

Det er derfor vigtigt at man er opmærksom og passer på, når man bruger en mp3- eller cd-afspiller. Forskerne anbefaler, at man ikke bruger afspillerne mere end en time om dagen med volumen sat på 60 procent af det maksimale.
De advarer også om, at jo mindre hovedtelefonerne er, desto højere er den lyd, der kommer ud.

Nogle af de små afspillere er udstyret med en 'limiter', der sørger for, at den lyd, der kommer ud, aldrig kommer over 100 dB, men den kan man som regel slå fra, hvis man ikke vil passe på sine ører.

Kilde: www.hear-it.org