Skriverkarl med høreapparater

Share

Skriverkarl med høreapparater

Louis Michaelsen har lidt af en arveligt betinget hørenedsættelse siden han var 13-14 år. I dag er han 37 og ved at uddanne sig til journalist på Odense Universitet. "Jeg vil bevise at jeg kan," siger han.

Af Jakob Brodersen

Louis Michaelsen arbejdede flere år i et kontorjob, indtil blandt andet en hjerneblødning som 28-årig fik ham til at tænke over, om han brugte sit liv på det rigtige. Han havde altid været glad for at skrive, så efter flere års overvejelse søgte han ind på journalistuddannelsen - og blev optaget.
"Jeg havde lidt betænkeligheder inden jeg søgte ind," fortæller han. "Da jeg gik i gymnasiet havde jeg ikke fået høreapparater endnu, og der klarede jeg mig kun middelmådigt. Der kunne jeg hverken høre lærer eller de andre elever og jeg pjækkede meget. Så jeg har altid troet, at jeg måske ikke var så bogligt orienteret. Men det viste sig at være en fejl. Det var på grund af at jeg ikke kunne høre."

Med angsten som drivkraft

Før Louis Michaelsen begyndte på studiet havde han sagt til sig selv, at han ville kæmpe for det og gøre det så godt som muligt. Han vidste at det ville blive en stor mundfuld at komme igennem med nedsat hørelse.
"Selvfølgelig skulle det også være sjovt, men min første prioritet var at få de bedste karakterer, simpelthen. Jeg ville kunne finde ud af det, og jeg ville bevise at jeg kunne klare det. Men jeg vidste også godt at det måske ikke ville lykkes."
Fra uddannelsens første dag sørgede Louis Michaelsen for, hele tiden at være forberedt og at læse på pensum. Nogle gange betød det, at han læste teksterne flere gange for at være sikker på at han havde forstået. Og det havde han.
"Jeg fik kanongodt fat i det og fik topkarakterer. Det kan næsten lyde som pral, men det er det ikke. Jeg ydede virkelig en indsats, fordi jeg var næsten panisk for, ikke at kunne komme gennem. Angsten fra gymnasietiden sidder i mig - og det er det, der driver mig" siger han.

Bange for radio

Louis Michaelsen fandt hurtigt ud af, at han godt kunne følge med i undervisningen. Men han var nervøs ved udsigten til at prøve kræfter med både tv og radio, der er obligatoriske forløb på journalistuddannelsen i Odense.
"Det var jo meget med lyd. Og det er ikke altid at høreapparater og lyd fungerer kanongodt sammen. Jeg har en mobiltelefon, og når jeg sætter den op til øret, brummer høreapparatet, fordi det er analogt og mobiltelefonen er digital, og så er jeg nødt til at tage høreapparatet ud. Så det var rent teknisk. Jeg var bange for, at mine høreapparater ikke ville fungere sammen med alle de ledninger og al den teknik. Der har heller ikke været nogen fortilfælde, så jeg kunne ikke spørge nogen. Jeg var bare nødt til at kaste mig ud i det."
Nervøsiteten viste sig at være ubegrundet - Louis Michaelsen havde ingen problemer med at arbejde med udstyret til hverken radio- eller tv-optagelser. Alligevel har han det bedst med det skrevne medie, hvor han føler, han kan komme mere i dybden med sine historier.

Kilder uden problemer

Som journaliststuderende taler Louis Michaelsen med kilder til sine historier hver dag - både over telefonen og når han tager ud for at snakke med dem. Og det forløber smertefrit.
"Jeg har stadig til gode at opleve at jeg ikke kan høre hvad en kilde siger," fortæller han. "Jeg skruer helt op for telefonen, hvis det er nødvendigt. Når jeg møder dem person til person fungerer det fint nok. Jeg har oplevet et par enkelte gange at jeg har måttet bede dem tale højere - og det gør de så."
Til gengæld kan det være svært, altid at følge med i det sociale liv på studiet.
"Hvis der er mange der taler, får jeg problemer. De høreapparater er ikke opfundet endnu, der kan klare ti mennesker, der skriger i munden på hinanden. Vi går også i byen en gang i mellem - på værtshuse, og der er det selvfølgelig svært at høre. Så spiller jeg lidt - gør, som om jeg kan høre noget. Griner når de andre griner. Det tror jeg, alle hørehandicappede kan sætte sig ind i. Det lærer man efterhånden, så det sidder på rygraden. Andre gange spørger jeg selvfølgelig igen. Men jeg opsøger heller ikke store grupper. Hvis jeg kan se at der står ti mennesker og snakker, går jeg ikke hen til dem. Og det er egentlig nok ubevidst - jeg opsøger ikke de situationer."

På vej i praktik

Som en del af uddannelsen til journalist, skal Louis Michaelsen et år i praktik på JyskeVestkysten efter sommerferien.
"Det glæder jeg mig utroligt meget til. Det skrevne er mit håndværk. Jeg kan godt lide at skrive og jeg vil gerne fortælle folk en god historie - og det synes jeg virkelig man får mulighed for i avisen."
"Det er da rigtigt at det er risikabelt at kaste sig ud i et job, hvor man skal kommunikere utroligt meget og spørge ind til nogen ting, når man har en hørenedsættelse. Men jeg har alligevel valgt at sige, at mit hørehandicap er ikke større end at jeg godt tør gøre det. Hvordan det ser ud om nogle år, kan jeg ikke vide. Men det er da risikabelt, og der vil da også komme situationer hvor jeg må bede folk snakke højere - men det må de så gøre. Det er ikke noget jeg tænker så meget over."

Med hensyn til fremtiden tager Louis Michaelsen det roligt.
"Der er jo ingen garanti for, at min hørelse er den samme om ti år. Men hvis du vil være kirurg er der heller ikke nogen garanti for at du har ti fingre om ti år. Man kan have mistet en hånd, og det gør selvfølgelig det hele lidt sværere. Men det er ikke nogen grund til ikke at gøre det."