Skratten i ørerne

Share

Hej.

Jeg skriver angående et problem med mit ene øre og vil høre, om du kender noget til det, og om man evt. kan gøre noget ved det. Mit ene øre skratter, og jeg har fundet ud af, at det vidst kun er ved nogle bestemte frekvenser, for jeg kan godt høre rimelig højt musik uden problemer. Men hvis der kommer et skrig eller anden bestemt lyd, eller hvis jeg selv griner/råber højt, så kan det også komme.

Det skratter i øret, som om at en bas var gået i en højtaler, det er træls, men ikke noget jeg har de store gener af. Har heller ikke tinnitus, kun meget sjælden en kort hyletone på 10 sek. Det kan jeg også godt få i det "raske" øre en meget sjælden gang.

Jeg føler dog heller ikke at jeg har hørenedsættelse på det øre, hvor det skratter, men ville høre om du kendte til problemet, og hvis ja, om du så kunne fortælle mig lidt om hvad, hvordan, hvorfor - og er det tegn på høreskade/tinnitus? Ved du om man kan opereres for det?

På forhånd tak

Kære brevskriver,

Ang. meget kortvarige hyletoner i ørerne oplever mange mennesker engang imellem dette. Jeg har ikke på stående fod kunnet finde en videnskabelig forklaring, blot har jeg gentagne gange fået at vide af læger og andre eksperter, at der ikke noget farligt som sådan omkring fænomenet.
Så er der din "skratten" i det ene øre. Jeg er lidt i tvivl, om denne skratten kun er der samtidig med, at der kommer lyde udefra - eller om det er en skratten, der fortsætter når der er stille omkring dig.
Hvis du hører et skrig eller selv griner/råber, kan det faktisk være meget højt i volumen og ligge helt oppe på omkring 130dB. Dvs. lydene befinder sig på smertegrænsen, og dette opleves for mange som "forvrængning" eller "skratten". Eller sagt på en anden måde: Der er ikke to menneskers hørelse/lydopfattelse, der er helt ens, og derfor kan det opleves forskelligt fra menneske til menneske - ligesom hvert enkelt menneskes to ører heller ikke opfatter lyd helt ens. Således kan dit øres skratten også være tegn på, at dette øre er mere lydoverfølsomt end det andet.Lydoverfølsomhed er i øvrigt et voksende problem, som kan udarte sig på meget forskellig vis, være i bestemte frekvenser - og være til større eller mindre gene for den enkelte.

Hvis din "skratten" i øret derimod også optræder, når der er stille omkring dig, tør jeg slet ikke kaste mig ud i forklaringer, fordi der kan være mangt og meget på spil - lige fra f.eks. væske i øret til en slags tinnitus.Tinnitus er en bred betegnelse for støj, susen eller hyletoner i øret, og det kan udarte sig/lyde på utallige måder.
Alle former for lyd/støj i ørerne har som regel også den funktion, at det hele bliver forstærket og føles kraftigere, hvis man er meget opmærksom på problemet og 'lytter' efter det - ligesom mildere former for tinnitus næsten kan 'forsvinde', hvis man lærer at flytte sit fokus fra problemet og lader være med at 'høre efter' den.
Forvrængning/skratten i ørerne kan faktisk også skyldes noget så simpelt som ørevoks. En stivnet 'flage' voks kan sidde og vibrere med, når lydbølgerne passerer på sin vej ind i øret - ligesom en større klump af det gule stads kan gøre, at man simpelthen hører dårligere. Så under alle omstændigheder synes jeg, du skal bestille tid hos en ørelæge og få en snak om problemet. Som sagt kan der være mangt og meget, der er årsag til det. Og viser det sig, at der ikke er noget som helst i vejen med dine ører - og du i øvrigt ikke har de store gener af det - er det måske blot sådan, som dine ører nu engang opfører sig, eller det er måske ligefrem noget, der forsvinder med tiden.
At operere for fænomener som skratten i øret lyder ret så voldsomt - og jeg har da heller ikke hørt om det. Operation for øreproblemer foretages i dag i forbindelse med f.eks.otosclerose, svulster på hørenerven eller medCochlear Implant til døve og døvblevne.

Uanset om man har problemer med ørerne eller ej, vil jeg i øvrigt lige minde om, at det altid er en god ide at brugeørepropper, hvis man lytter til høj musik på barer, diskoteker og til koncerter, har et støjende arbejde eller bruger larmende maskiner derhjemme (stiksav, boremaskine osv.). Ørerne er et meget fintfølende og fantastisk organ, som gerne skulle holde hele livet - og jo mere vi udsætter dem for og slider på dem, des større risiko er der for tinnitus og/eller høretab.

Mange hilsner
Lotte