Skeptiker med implantat

Share

Skeptiker med implantat

Som audiologisk overlæge har Finn Mogensen fulgt udviklingen indenfor cochlear implant gennem mere end 30 år. Han havde altid været skeptisk, men for halvandet år siden blev han selv opereret. Han er 77 år.

 

Af Jakob Brodersen

Finn Mogensen har haft et høretab siden barndommen. Hans forældre opdagede det, da han var ti år gammel og for første gang skulle tale i telefon. Han kunne ikke høre noget, og en tur til ørelægen afslørede et høretab, som man ikke kunne gøre noget ved på det tidspunkt.
 
”Første gang jeg bemærkede problemer i skolen var i 12-års alderen, hvor der var en lærer, som talte lavt – en dygtig lærer, som ikke behøvede at råbe højt for at holde ro i klassen,” smiler han. ”Men ellers gik det, og jeg sad forrest ude i vinduesrækken. Jeg havde fundet ud af, at det var den bedste plads at sidde på.”
 
Med indførelsen af den offentlige høreforsorg i 1951 blev det muligt for Finn Mogensen, der på det tidspunkt var 17 år, at få et lommeapparat. På det tidspunkt var han elev på kommunekontoret i Hørsholm, og karrieren med høreapparatet blev kort i første omgang.
”Jeg tror jeg havde det på en enkelt gang og følte, at alle mennesker kiggede på mig. Det kunne jeg ikke acceptere.”
 
”Jeg arbejdede i tre forskellige kommuner i næsten 10 år, og det var da også meget spændende at få lært noget om tal og skattevæsen og bogholderi og folkeregister, men efterhånden begyndte det at blive sådan lidt… kedeligt,” siger han og griner. ”Og da jeg som 24-årig fik lommeapparat igen, kunne jeg se, at muligheden for at komme videre, var med høreapparatet.”
 
14 dage i sommerferien på Landshøreinstituttet i Fredericia kom til at betyde meget for den 24-årige Finn Mogensen.
”Der blev slået nogle kolbøtter. Jeg lærte at acceptere min hørenedsættelse, og det lommeapparat, som fandtes dengang.”
 
Efter sommerferien begyndte han på studenterkursus ved siden af arbejdet på kommunekontoret. Han fortalte det ikke til nogen det første år, fordi han var bange for, at de skulle forsøge at tale ham fra det.
Men det gik, og efter to år begyndte han på medicinstudiet ved Aarhus Universitet.

Stud. med.

”Det var en gammel drøm. Jeg kan huske, at jeg beundrede vores praktiserende læge som barn. Alt det  han kunne – han var lidt af en troldmand. Og da jeg efter to år på aftenkursus havde fået studentereksamen var jeg kommet til den erkendelse, at min hørenedsættelse ville være en gene lige meget hvad jeg foretog mig. Og så kunne jeg lige så godt lade være med at tage hensyn til den. Jeg har heller ikke følt at det har været til større gene som læge end i noget som helst andet erhverv.”
 
"Jeg spurgte vores manuduktør i anatomi om han mente, jeg ville kunne gennemføre studiet. Han troede ikke, at jeg kunne følge med, men han ville høre mig hver dag – og det fik mig også til at læse på lektierne.”

”Når vi havde maske på under operationer, kunne jeg ikke se, hvad der blev sagt – men det ansporede mig til at læse om operationsteknik, så jeg på forhånd vidste, hvad der skulle foregå. Så det betød nok, at den måde jeg læste på, var anderledes end de fleste andre studerende."

Finn Mogensen specialiserer sig indenfor øre-næse-hals og ender efter nogle år som overlæge på den audiologiske afdeling på sygehuset i Holstebro.
 
”Det har nok også været med i min accept. Det, at jeg kunne bruge min hørenedsættelse til noget samtidig. Når jeg sad med patienterne og skulle overbevise dem om, at hørenedsættelsen kunne afhjælpes med høreapparat. I den snak med dem har det helt klart været en fordel.”

CI-skeptisk

”Jeg har kunnet følge CI hele vejen igennem og var nok lidt skræmt i starten. Den første, der blev opereret herhjemme var en tidligere Falck-redder, som jeg har truffet senere. Det var ikke nogen succes. Dengang foregik det med ledninger ind gennem huden, og det gik der infektion i.”
Der gik en del år, før man atter kom i gang med CI-operationer i Danmark, og Finn Mogensen fulgte med fra sidelinjen med stor skepsis.
”Jeg havde så mange negative oplevelser. Når vi indstillede patienter fra Holstebro til operation, syntes jeg at de skulle snakke med en først, der var blevet opereret – inden de traf beslutningen. Det blev en regel.”
”På et tidspunkt havde vi omkring ti opererede fra det gamle Ringkøbing Amt, som blev samlet til et fællesmøde. Ud af de ti, var der et par stykker, der havde fået gode resultater. Det var første gang jeg oplevede vellykkede resultater. Det er omkring 15 år tilbage, men de par vellykkede resultater begyndte at spøge i mig.”
”En af dem havde jeg fulgt fra han første gang henvendte sig og skulle have høreapparat, til hans hørelse gradvist blev ringere. Han blev opereret på trods af mine betænkeligheder og fik et godt resultat. Men så traf jeg ham ikke som patient mere. Han var ude af mit regi. Så gik han lidt i glemmebogen, indtil jeg traf ham igen efter min egen operation.”

Opereret

Som 67-årig gik Finn Mogensen på pension, men beholdt tilknytningen til den audiologiske afdeling, hvor han indtil han blev 70 mødte ind en dag om ugen som konsulent i vanskelige sager, speciallægeerklæringer og forsikringssager. Forsikringssagerne fortsatte, indtil han blev 75.

På trods af avancerede nye høreapparater, var hans hørelse dog ved at blive så dårlig, at det var svært at argumentere for, hvorfor han ikke skulle have et cochlear implant.
”Jeg kunne efterhånden ikke komme med nogen argumenter imod det. Jeg havde hele tiden sagt til vores patienter, at de kunne springe fra når som helst – også efter CT-skanning. Det kunne jeg også bruge overfor mig selv… Jeg kunne godt lige tage den der CT-skanning med. Så midt i september 2010 blev jeg opereret.”
”Jeg kendte operatøren og operationstypen i forvejen, og jeg vidste hvad der skulle ske – men det var jo fra en anden synsvinkel, da jeg lå på bordet.”

Høretræning

En måned efter operationen blev der sat lyd til CI’en.
”Jeg følte mig som en nyfødt, der skulle lære alle lydene forfra. I starten lød alle stemmer som fuglekvidder, så der var et udgangspunkt for høretræningen, som jeg kom i gang med. Men noget af det, som jeg følte, jeg fik mest ud af, var at gå ude i naturen. Høre bølgernes brusen, som jeg ikke har kunnet høre i årevis. Høre fuglesang, bladenes raslen. Sådan nogle ting. I starten var det mest de der ikke-verbale lyde, som sagde mig noget.”
 
”Jeg havde fået en bog og CD med fuglelyde, som jeg prøvede at kende forskel på. Så vi gik rundt udenfor og lyttede og snakkede om, hvad det var for nogle fugle vi kunne høre. Pludselig var der sådan en underlig klaprelyd, og jeg undrede mig over, hvad det nu var for en fugl, fordi jeg var sporet ind på det. Det var en flagline. Det at skulle lære at forbinde tingene med hinanden, har været en ejendommelig fornemmelse at skulle lære i så sen en alder.”

Drømte om Glenn Miller

Musik har i mange år ikke været andet end støj for Finn Mogensen. Nu er han ved at lære at spille klaver.
”Jeg bliver aldrig nogen virtuos,” smiler han. ”Men det at kunne kende forskel på toner og det at have fornøjelse af lyd… en nat, jeg havde tinnitus, gik den over i en koncert med Glenn Miller. Meget detaljeret. Der var et eller andet, der dukkede op der. Jeg ved ikke om det har været min egen klimpren på klaveret, der har udløst det. Jeg var meget fascineret af Glenn Miller som ung. Og som yngre har jeg nok kunnet høre en del detaljer, som nu dukkede frem igen. Hele træningen går på at genopfriske nogle lyde, du har hørt før. Uanset om jeg så skulle lære kinesisk, ville det være nogle genkendelige lyde – bare i andre mønstre.”

Finn Mogensen har stadig sin autorisation og fungerer i dag bl.a. som hørefaglig konsulent på Hørelse.info.