december 29, 2011

Sammenhæng mellem høretab og hjerteproblemer

Share

Høretab kan i visse tilfælde hænge sammen med hjerteproblemer hos ældre. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.
Personer, der har eller har haft hjerteproblemer har mere end 50 procent oftere en form for høretab end resten af befolkningen.

Undersøgelsen er foretaget af forskere ved universitetet i Wisconsin og har haft godt 2200 deltagere i alderen fra 52 til 97 år.

Det viste sig også, at høretab forekommer i næsten 80 procent af alle tilfælde af blodpropper i hjertret (myokardial infarkt). Når alder, køn, beskæftigelse og andre ydre faktorer regnes med, viser det sig at kvinder oftere end mænd rammes af hørenedsættelser efter blodpropper i hjertet. Faktisk konkluderer undersøgelsen, at kvinder, der rammes af en hjerteinfarkt, har over dobbelt så høj risiko for at rammes af høreproblemer som kvinder generelt.

Undersøgelsen peger dog også på, at motion er en vigtig medspiller i kampen mod både hjerte- og høreproblemer. Motionerer man bare en gang om ugen, nedsættes risikoen for høretab med 32 procent.

Det er vigtigt at understrege, at resultaterne af undersøgelsen peger på en mulig forbindelse mellem høretab og hjerteproblemer. For at drage sikre konklusioner, er det nødvendigt med flere undersøgelser.

Kilde: www.hear-it.org