Pludselige propper i ørerne

Share

Lottes Sider får indimellem breve fra læsere, der ønsker lægefaglig hjælp af forskellig art. Da jeg ikke er læge, har jeg selvfølgelig ikke kunnet svare på disse uden at søge faglig bistand. For et par uger siden fik jeg således et brev omkring risiko for nedsat hørelse i forbindelse med indtagelse af større mængder antibiotika. Da forespørgslen er af mere overordnet karakter, er jeg i øjeblikket ved at undersøge sagen og vender tilbage, så snart jeg har fået respons.
Dernæst har en læser skrevet følgende:

Kære Lotte
Mit problem er ret underligt.
For ca. 2 uger siden var jeg generet af propper i ørene. Det opstod som oftest om morgenen, lige når jeg vågnede - du ved, som om man har sovet med puden inde i øret hele natten :-). Jeg fornemmede så, at det tog lidt af i løbet af dagen. Som tiden gik blev problemet gradvist værre og jeg søgte til en ørelæge. Her fik jeg et rutinemæssigt tjek af min hørelse og der var intet af se.
Her i weekenden tog problemet så til. Selvom jeg nu fornemmede, at problemet nu kun var på mit venstre øre var det så til gengæld langt værre end før. Jeg søgte ørelæge igen (i går). Her kunne de se, at jeg havde problemer med at høre de dybe toner - hvilket harmonerede godt med hvad jeg fornemmede. Mørke "bas" lyde blev omsat til støj i mit hoved. Men de kunne stadig ikke hjælpe mig - "se hvad der sker" - var svaret.
Nu, når jeg sidder og skriver til dig her - kan jeg fortælle dig, at problemet er værre end nogensinde. Nu føles det, som om det "blæser" inde i mit venstre øre. En konstant støj.
Nu kommer det underlige - min kæreste har stort set på samme tidspunkt som mig fået det samme problem - men slet ikke i samme grad. Hendes problem er meget mildere og hun fornemmer stadig problemet som propper i ørene.
Vi har ikke været ude og rejse(flyve), til koncert eller lign.

Håber du kan hjælpe mig eller give mig et hint om hvor jeg skal søge hjælp.

Bedste hilsner,
Thomas

Kære Thomas,

Det lyder virkelig ikke rart!
Nu er jeg jo ikke læge, så de følgende gisninger vil kun være fremsat på baggrund af mine erfaringer, mit kendskab til øret og hørelsen - og et forsøg på logisk tænkning.
Da din kæreste også har samme problem lyder det for mig som en infektion af en slags. Ligesom forkølelse kan komme til udtryk som andet og mere end snot i næsen - f.eks. hovedpine, ondt i halsen, i ørerne eller i bihulerne m.m. - kan en virus eller infektion i ørerne også udarte sig på forskellig måde.
Jeg har hørt mangt og meget om pludseligt opståede øreproblemer, og heldigvis er det ofte - ligesom ved gener i forbindelse med flytransport - noget, der forsvinder af sig selv. Og sikkert også derfor, du har fået beskeden ”se hvad der sker”.
Det indre øre er en kompliceret affære, og kommer der infektioner, kan det resultere i alt fra trykken for ørerne, kløe, nedsat hørelse, balanceproblemer og meget andet, til decideret mellemørebetændelse. Disse unormale tilstande i øret resulterer samtidig ofte i lydmæssige forandringer, f.eks. susen, brummen, ’klikken’, følelsen af ”blæst” osv. I øvrigt er det jo ved at være højsæson for høfeber og allergi, hvilket kan give problemer for både hud, øjne, næse, hals og ører.
Dine symptomer kan selvfølgelig også være tegn på, at der er noget alvorligere på færde, og derfor synes jeg, det er godt, at du allerede har været hos lægen. Hvis problemerne fortsætter, mener jeg da også, du skal gå til ørelægen igen og evt. bede om en henvisning til den nærmeste audiologiske afdeling. Ikke alle ørelæger kan vide alt, og på de audiologiske afdelinger har de under alle omstændigheder den største viden om sygdomme og f.eks. lydmæssige fænomener i øret, som du beskriver det.
Du kan endvidere forsøge at skrive til en af de Internetsider, hvor der sidder læger og svarer på spørgsmål.

Mange hilsner
Lotte