Ørets opbygning

Share

Øregangen, mellemøret, trommehinden

Mellemøret
Øregangen.
Trommehinden, som markerer begyndelsen til mellemøret, er meget følsom. For at beskytte trommehinden er øregangen svagt kurvet. Det er derfor vanskeligere for f.eks. insekter at nå ind til trommehinden. Samtidig hjælper ørevoksen (cerumen) i øregangen også med til at holde uønskede ting såsom snavs, støv og insekter ude af øret.

I tillæg til at beskytte trommehinden fungerer øregangen også som et naturligt høreapparat som automatisk forstærker den menneskelige stemmes lave og mindre gennemtrængende lyde. På denne måde kompenserer øret for nogle af den menneskelige stemmes svagheder og gør det lettere at høre og forstå almindelig konversation.

Trommehinden
Trommehinden er meget tynd, måler ca 8-10mm i diameter og udstrækkes ved hjælp af små muskler. Trykket fra lydbølger får trommehinden til at vibrere. Vibrationerne føres videre ind i øret via 3 knogler: hammeren (malleus), ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes). Disse 3 knogler danner en slags bro, og stigbøjlen, som er den sidste knogle, lyden når frem til, står i forbindelse med det ovale vindue. Det ovale vindue er en hinde, som dækker indgangen til sneglen i det indre øre. Når trommehinden vibrerer, vandrer lydbølgerne via hammeren og ambolten til stigbøjlen og derfra videre til det ovale vindue.

Når lydbølgerne transmitteres fra trommehinden til det ovale vindue, fungerer mellemøret som en akustisk transformer, som forstærker lydbølgerne, før de bevæger sig videre ind idet indre øre. Trykket af lydbølgerne på det ovale vindue er ca. 20 gange større end trykket på trommehinden. Trykket stiger pga. størrelsesforskellen mellem trommehindens relativt store overflade og det ovale vindues mindre overflade. Det er det samme princip som hvis en person med sko med stilethæle træder på din fod: stilethælens lille overflade forårsager meget mere smerte end en flad sko med en større overflade.






2-1,1/0502/SH