Øret runger og forvrænger

Share

03/08/2004:

Hej brevkasse!

For nogle dage siden oplevede jeg pludseligt  på et tidspunkt i løbet af en eftermiddag at hørelsen i mine øre ændrede sig. Først var det højre øre hvor alt hvad jeg hørte "rungede" på en sløret måde - ligesom det også runger når man er i f.eks. en stor gymnastiksal. Det gik dog over i løbet af dagen, men kun for at sætte sig i venstre øre. Her har effekten så siddet lige siden - ca. 5 - 6 dage. Oplevelsen af lyd i mit venstre øre er lidt som om man hører lyd uder vandet. Samtidig har jeg bemærket at specielt menneskestemmer i det venstre øre "overstyrer" eller "forvrænger", og det lyder som om at stemmer ligger en lille bitte smule højere ren tonemæssigt end i højre øre. Jeg har desuden bemærket at jeg har svært ved at høre bastoner i venstre øre. Men mærkeligt nok hører jeg samtidig "normalt" med venstre øre, men bare nedsat i forhold til ovenstående beskrivelse. Resultatet bliver, at jeg hører (eller i hvert føles det sådan!) alt "dobbelt", først i højre øre og dernæst i venstre øre - som altså hører lydene på en lidt anderledes måde. Jeg har desuden en konstant dyb brummen i det venstre øre - måske skyldes det denne "rungen"?

Jeg har tidligere haft tinitusagtige fornemmelser i ørene  med høje hyletoner, men de har altid forsvundet igen efter 5 - 10 sekunder. Det skal siges, at jeg i øjeblikket også er en lille smule forkølet (dog ikke mere end jeg ofte er) - har det mon en indflydelse? Desuden står jeg overfor en flytning og studiestart så rent fysisk har jeg mange ting at skulle nå, hvilket naturligvis giver en lille smule stress - dog er det ikke mere hektisk end andre stressede situationer jeg tidligere har været udsat for. Igennem mange år har jeg haft en hudlidelse, som bl.a. har sat sig lidt i mine øregange således at ørevoks nogle gange kan hobe sig op i øregangen. Jeg har igennem en del år spillet musik (trommer og guitar) - også højt - men har i lang tid brugt øreværn (formstøbte med 25dB filter). Da jeg ikke har spillet musik i ca. 3 - 4 måneder nu, undrer det mig lidt at jeg pludselig uden nogen tilsyneladende årsag oplever så kraftig ændring i mine ører.

Håber I kan hjælpe mig med at forklare lidt om hvad der foregår :-)

Hilsen Jakob

Kære Jakob.

Tak for dit spørgsmål.
Dine symptomer kan skyldes, at du har væske i mellemøret. Det kan være en eftervirkning af en forkølelse.
Du kan selv forsøge at løse problemet ved at snuse saltvand. Det er ganske ufarligt, og på den måde kan du klare forholdene omkring indgangen til det Eustakiske rør i næsesvælget. Hvis du ikke selv vil blande saltvandet, kan du købe en færdigblandet opløsning på apoteket.
Metoden er ganske enkel: du skal blæse det op i næse, suge ind og spytte det ud af munden.

Hvis det ikke hjælper på dine problemer, bør du søge ørelæge.

Med venlig hilsen
hoerelse.info