Når hørelsen svigter

Share

02/10/2004 fra kainoerrung@get2net.dk

Hej Dorte,'

Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du skriver.

Jeg hedder Lonneke er 58 år og pædagog på førtidspension.(på 3e år snart)
Det blev jeg nødt til, eftersom man i et fag som pædagog lever af at kommunikere! Og når man har et kommunikationshandicap er det nok ikke det bedste job man kan byde sigselv.
Jeg blev meget dårligt hørende og forstående i løbet af de sidste 10 år jeg var på arbejde.
Til sidst tog jeg en dag ad gangen,og brugte meget tid på at få kræfter til næste dags arbejde.(blev nedsat til 25 timer)
Kun i kraft af at jeg havde gode kolleger, kunne det lade sig gøre. Min åbenhed omkring min situation, også til forældre, og andre som man som pædagog kommer i kontakt med har nok været en stor force! Jeg og andre kolleger har ikke hørt nogen klage.
Samtidig var jeg godt klar over, at hvis jeg ville bliver på arbejdsmarkedet måtte jeg nok blive hvor jeg var.
Så lidt fanget var jeg!

Med hensyn til politikerne og andre, tror jeg det er svært for dem at forstå hvordan det er at leve som man nu gør når man er kommunikationshanicappet i et samfund hvorkommunikation er en nødvendighed.
DU KAN JO BARE RINGE!!!!!Jeg ser rødt når jeg hører det.
Fagforeningen har ikke været den store hjælp, kun da jeg gik på pension.De ved efter egen udsagn ikke hvor hørehæmmede pædagoger bliver af!

Omsorgsarbejde er jo præget af nedskæringer og besparelser,så en som skal udføre et arbejde skal helst kunne gøre det, og lidt mere til!

Jeg synes det er flot du bliver ved med at kæmpe ,men pas godt på dig selv!
Jeg har meldt mig som bestyrelses medlem i LBH: Hillerødkredsen og kan, måske ad den vej, gøre lidt for at få bedre forhold og udbrede kendskab til hørehandicappede.

Hilsen

*L*onneke01/10/2004 fra doerte.oersted@webspeed.dk

Hej.

Jeg hedder Dorte og er 45 år. Jeg er uddannet pædagog, hørehæmmet, har tinnitus, generelle balanceproblemer og forhøjet tryk i de indre ører.

Udenfor arbejdsmarkedet i snart 3 år, undtaget en periode hvor jeg blev forsøgt revalideret i en a-kasse i en pædagogisk fagforening.

Nu tilknyttet projekt Contra i et forsøg på at hjælpe mig tilbage til arbejdsmarkedet, gerne indenfor eget område da det er der jeg har min basisviden gennem 25 år.Og dem er jeg rigtig glade for at være hos.

Men så opstår problemerne. Mit eget område er ikke særlige villige til at yde en indsats. De siger godt nok, det er ikke fordi de ikke vil, men de har ikke ressourcerne.

Et og andet er gået galt i formidlingen af hvad et rummeligt arbejdsmarked er for en størrelse og hvad er opgaven.

Undertegnede og andre der står udenfor "korridoren" har rigtigt svært ved at komme indenfor igen.

Jeg er overrasket over at især de offentlige arbejdspladser ikke har særligt meget at byde på. Om det skyldes,

At jeg har et "handicap"
At jeg har været "udenfor" igennem længere tid.
At jeg truer en allerede eksisterende arbejdsfunktion.
At jeg er er uddannet indenfor omsorgsområdet, og det jeg ikke kan skal andre udføre.

Jeg ved det ikke. Jeg kan kun konstatere at det er sådan det er.

Men samtidig vil jeg sige at jeg faktisk ikke er ansvarlig for at politikerne ikke har været i stand til at gennemføre deres intentioner om det rummelige arbejdsmarked på ordentlig vis.

Man kan ikke gennemføre en vision "om plads til alle" ved at tromle det ned over hovederne på både arbejdsgivere og ikke mindst de ansatte.

Arbejdsmarkedet idag er utroligt hårdt og de ansatte føler sig trængte og truet på deres job og dermed deres ekstistensgrundlag.

Når det sker er der heller ikke særlig meget overskud til at yde en omsorg over for andre.

Det er fint at Beskæftigelsesministeren har fundet ud af at os hørehæmmede og specielt kvinder der er hørehæmmet har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Men det er beskæmmenede at en beskæftigelsesminíster ikke har haft overblik over hvad det rent faktisk har af konsekvenser når du er hørehæmmet, førend han deltager i en konference på Castbergsgård.

Socialforskningsinstituttet udgav en bog sidste år

"Når hørelsen svigter"
Den handler om konsekvenserne af hørenedsættelse i arbejdslivet, uddannelessystemet og ikke mindst den personlige velfærd. Den kan anbefales til alle.

Jeg har haft dårlig hørelse fra jeg var to år. Har igennem tiderne oplevet at blive betragtet som lettere dum og mindre begavet.Flere tror så at høreapperatet afhjælper alle problemer.

Mange folk har svært ved at forstå når jeg fortæller. Jeg hører men forstår ikke særlig godt.

Der et rent ud sagt hamrende besværligt og hårdt ikke at høre og forstå. Det er hårdt at skulle fravælge det sociale liv ind imellem. Men jeg orker simpelthen ikke støjen. For på et eller andet tidspukt er du alligevel nødt til at lukke af og psykisk trække dig tilbage.

Men jeg tror og håber stadigvæk at det nok skal lykkes mig at finde en niche på arbejdsmarkedet. Jeg nægter at give op. Men jeg forventer til gengæld også at politikerne tager mig alvorligt.

Et arbejdsmarkedet med plads til alle, omsorg og rummelighed gøres ikke bare ved enkeltstående tiltag og løftede pegefingre. Kun igennem dialog, samarbejde og lydhørhed skabes en mulighed for at det rummelige arbejdsmarked rykker.

Med venlig hilsen

Dorte Ørsted Petersen