Musikerværn og jobansøgninger

Share

Hej

Jeg er ved at investere i musikerhøreværn og har haft kontakt med
"center for bedre hørelse". Kan du anbefale at få lavet musikerhøreværn
det sted? 1 sæt koster omkring. 1600.

På forhånd tak

Niels Enevoldsen

Kære Niels,

Jeg får en del forespørgsler på musikerværn, og det er lidt forskelligt, hvor og hvordan man får fat i dem - afhængigt af, hvor man bor i landet. Hos de fleste autoriserede private høreklinikker kan man bestille formstøbte musikerværn, men der er også mulighed for at henvende sig direkte til de relativt få firmaer, der fremstiller dem. Gå f.eks. ind på en af søgemaskinerne og skriv "musikerværn".
Da hoerelse.info er en ikke kommerciel portal, kan jeg ikke anbefale dig det ene frem for det andet, men umiddelbart kan jeg ikke se, der skulle være noget som helst problem i at få dem gennem det omtalte center. Og prisen lyder ganske fornuftig.
De fleste musikerværn fås med en dæmpning på 9, 15 eller 25dB. Her er det fornuftigt at skele til, hvilken type musik og hvilket instrument, du spiller, eller om du er sanger. 25 dB er en ret så kraftig dæmpning, som dog kan være tilrådelig, hvis du spiller trommer og/eller heavyrock. Er der tale om mere fredelig musik som f.eks. jazz - eller du synger i en gruppe, der ikke spille særlig højt - kan 9 dB faktisk være nok. Men i hvert fald, held og lykke med dine nye musikerværn!

Fra en anonym herre har jeg fået kommentarer til problematikken om, hvorvidt det er en god ide at skrive i sin jobansøgning, at man er hørehæmmet - og han skriver bl.a.:

"Hvis man skriver i en ansøgning, at man hører dårligt, så har man allerede afskåret sig selv fra at få det. Jeg har prøvet begge dele, men er aldrig kommet til samtale, hvis jeg har fortalt om mit høretab.
Mht. at søge hjælp via AFs handicapkonsulent er meningen god nok, men min erfaring er, at systemet ikke fungerer i praksis - og slet ikke når det brev, som AF sender ud til arbejdsgiveren, er en stor løftet pegefinger om bare at følge reglerne/loven og gøre sådan og sådan! Det må da skræmme enhver arbejdsgiver langt væk. Det er et stort skuespil, hvor den hørehæmmede ansøger bliver taberen. Selvværdet får et ordentligt gok i nøden.
Selv afslaget sendes til AF og ikke til ansøgeren!

Den eneste måde at få job på er at kende nogen, som kender nogen. Eller man kan få et lortejob. Hørehæmmede har nemlig pr. definition ikke ret til spændende og udfordrende jobs, som matcher deres kompetencer, men skal være glade og taknemmelige for det, de får.
Det er fint nok, at man kan få hjælp her og der, men hvis arbejdsgiveren ikke vil lytte, så stopper alt. Så er der ikke mere at gøre andet end at finde nyt job, og så begynder det hele forfra..
Hvor mange kan holde til det i længden?"

Ja, det er jo ikke ligefrem opløftende ord. Heldigvis har jeg kendskab til andre historier, der er noget mere positive - men når dette er sagt, er det langt fra første gang, jeg hører om slidsomme og deprimerende processer med at få job som hørehæmmet. Og som denne herre skriver, er det vanskeligt, hvis arbejdsgiveren ikke vil lytte.
Der er ingen tvivl om, at det til stadighed er en stor opgave at få arbejdsgivernes opfattelse vendt til, at der er meget at vinde ved at ansætte mennesker med handicap. Men netop i denne tid sætter LBH fokus på erhvervsaktive hørehæmmede, og fra politisk side er der afsat midler til at gøre noget ved sagen. Så ved fælles indsats må vi håbe, det lykkes at bedre forholdene!
At opgive gavner jo ikke nogen - så måske er der en af landets AF handicapkonsulenter, der har lyst til at komme med nogle kommentarer og gode ideer?

Mange hilsner
Lotte