Musikelsker trods høretab

Share

Musikelsker trods høretab

Lars Jørgensen er 46 år. Fra han var 3 til han var 14 mistede han det meste af sin hørelse. Alligevel hører han stadig musik – på sin egen måde. Pladesamlingen tæller over 400 vinyler og mindst lige så mange cd’er med rock, jazz og blues.

Af Jakob Brodersen

”Jeg var den første i min familie, der fik sådan en primitiv pladespiller. Og min familie gav mig plader i julegave og fødselsdagsgave,” siger Lars Jørgensen, der begyndte at miste hørelsen efter en mæslingevaccination som 3-årig.
Hans onkel var en af de første, der købte en kassettebåndoptager, og når han kom på besøg, havde han den altid med, fordi lille Lars var helt vild med at høre den nye musik.
Lars Jørgensens høretab er på 120dB, og han kan som regel ikke høre hvad sangeren synger.
”For mig indgår sangen som et instrument som alle de andre, der indgår i melodien. Derfor er det lidt kritisk for mig, hvis vokalen ikke følger med rytmen og de nuancer, der ligger i musikken. Det kan være en mægtig god tekst, men hvis det ikke passer med melodien, duer det ikke for mit vedkommende,” siger han.
Hvis han skal lære teksten til en sang, må han i stedet ty til pladecoveret for at læse, hvad der bliver sunget.
Af samme årsag har han investeret i en DAB-radio. Her slipper han for ’al den snak mellem musikken’ som han alligevel ikke kan høre – og hvis det er et nummer, han ikke har hørt før, kan han se på displayet, hvem der spiller.
”Det første jeg gør om morgenen er at tænde anlægget. Det lyder mærkeligt, men der må ikke være stille – jeg vil gerne have musikken omme bagved.”

Spiller højt
Med et stort høretab er Lars Jørgensen nødt til at skrue godt op for musikken. Så højt, at han ikke ville kunne bo i en lejlighed i byen. Det ville kræve for meget af hans naboer. I stedet bor han i et hus ude på landet, men selv her kan hans naboer indimellem også godt høre, at de bor ved siden af en musikelsker med nedsat hørelse.
Det store musikanlæg har næsten 30 år på bagen, men er lavet med guldbøsninger og en effektforstærker, der vejer 15 kilo. Da Lars Jørgensen købte det i slutningen af 1970’erne, kostede det 14.000,- kr. Inden han besluttede sig, havde han haft sine egne plader med ned i butikken for at vurdere lyden på den musik, han kendte.
”Der er mange af mine venner, som godt kan lide at komme ud og høre musik hos mig, fordi de ved, de får en klokkeklar, ren lyd,” siger han. ”Og hvis der er fest, kan den også godt tåle at der bliver skruet op, uden at det hele begynder at vibrere og der kommer mislyde.”

Frivillig på festival
De sidste ti år har Lars Jørgensen været frivillig på Skanderborg Festivalen. Gennem en god bekendt har han fået en tjans backstage, hvor han er med til at holde styr på logistikken.
”Det er jo ikke bare arbejde – det er hele det klima, der er der,” smiler han. ” Selv om jeg arbejder omme bagved, er der ingen problemer med at høre musikken med de lydstyrker de kører med dernede.”
”Der var et år, hvor vi havde Gary Moore på festivalen. Det var et par år efter han havde været fremme med nummeret ”Still got the blues”. Han var selv blevet træt af sangen efter at have spillet den så mange gange, så han havde sagt at han ikke spillede den mere. Men publikum ville ikke slippe ham, og da han så spillede den, var det så alle hårene rejste sig på mig,” fortæller han henført.

Nøjes med at lytte
Passionen for musik fik på et tidspunkt Lars Jørgensen til, selv at forsøge sig på keyboardet.
”Jeg ville se, om det var noget for mig. Og jeg kender også nogen, der er rigtig gode på guitar – men jeg må nok erkende, at jeg skal holde mig til det at lytte til det. Mit lydbillede er jo ikke det samme som hos hørende. Jeg kan for eksempel ikke høre en hihat. Jeg ved godt den er der, men jeg kan ikke høre den. Der er noglefrekvensområder, jeg ikke kan høre. Hvis jeg begyndte at lave noget musik, ville der ikke være noget i de områder, og så er der nok mange, der ville sige ’hvad er det for noget volapyk, det der?’,” griner han. ”Der er selvfølgelig masser af computerprogrammer, der kunne hjælpe mig, men man skal også kende sine grænser.”