december 29, 2011

Mobiltelefoni kan give svulster

Share

At tale for meget i mobiltelefon kan give svulster på hørenerven. Det viser en ny svensk undersøgelse.

Institut for Miljømedicin ved Karolinska Instituttet i Stockholm har undersøgt folk, der gennem 10 år har brugt mobiltelefoner af NMT-typen og resultatet er foruroligende: Risikoen for at udvikle svulster på hørenerven er dobbelt så stor hos mobiltelefonbrugerne som normalt og fire gange større på den side af hovedet, telefonen blev holdt op til.

Svulsterne er såkaldt godartede svulster, hvilket dog er noget værre end det lyder. Svulsterne kan medføre tinnitus og tiltagende høretab.

Der er dog ikke umiddelbar grund til panik for langt størstedelen af de danske mobiltelefonbrugere;
NMT-teknologien er en ældre, analog teknologi, som primært benyttes af gamle mobiltelefoner. Næsten alle moderne mobiltelefoner i Danmark er GSM-telefoner. Man ved ikke, om der er skadelige langtidsvirkninger ved GSM.

Kilde: DR Nyheder 13/10/2004