Mere om kommunikation

Share

Mere om kommunikation

Som mennesker kommunikerer vi ikke kun via det talte sprog. Uanset kulur, race eller sprog gestikulerer vi f.eks. på forskellig vis med hænderne, når vi taler. Men ikke kun hænderne snakker med. Hele kroppen deltager i næsten alle former for samtale. Med krop, attitude og ansigtsudtryk kan vi være indbydende, afventende eller afvisende - vi kan vise indlevelse, ligegyldighed eller begejstring - og vi kan med betoningen af ordene eller i måden at sige dem på vise en underliggende vrede, sorg eller glæde.

 Vi har hver især vidt forskellige måder at meddele os til omverdenen på, og der skal mindst to til en vellykket kommunikation, en afsender og en modtager. Hvis kommunikationen går i stykker, kan det derfor skyldes både afsenderen eller modtageren.
For at opnå en vellykket kommunikation er vi først og fremmest afhængige af, at vi taler samme sprog. Hvis ikke, må vi tage andre midler i brug, såsom hænder, tegn, kropssprog, billeder, tegninger eller skrift.
Alligevel er dét, at vi taler samme sprog ikke nok til at skabe en god kommunikation. 'Samme sprog' kan også betyde samme kulturelle baggrund, samme form humor, eller til en vis grad samme erfaringsgrundlag. De fleste mennesker har et stort behov for at kommunikere og blive forstået, men har vi ikke nogenlunde de samme, grundlæggende reference-rammer, bliver kommunikationen mere omstændelig - med større risiko for besværligheder og misforståelser.

Vi kender alle fornemmelsen af, at modparten lyver. Vi fornemmer, at noget er galt, måske via modpartens kropssprog, attitude, vigende blik - eller vi sidder blot med en uforklarlig 'fornemmelse'. Denne fornemmelse er på sin egen måde også en del af vores kommunikationsmønster - alle de små detaljer, alt det usagte, de små antydninger, hvormed vi prøver at gøre modparten klart, hvad vi vil sige. Vi har brug for at kunne se hinanden for at fornemme følelsesregisteret hos modparten, og skal vi sige noget vigtigt - eller har lyst til udveksling og nærvær - foretrækker de fleste også en personlig kontakt frem for f.eks. en snak i telefonen.
Humor og ironi er som bekendt sjove størrelser, som er meget afhængige af kultur, sprog og samfundslag. Og humor er ikke mindst meget afhængig af timing. Nogle mennesker er gode til at fortælle vittigheder, mens andre kan spolere en morsomhed på få sekunder ved at kludre i timingen.

Enhver form for funktionsnedsættelse i hele sanseapparatet har betydning for et menneske. Når det gælder kommunikation, er både syn og hørelse vigtige elementer - men da vi først og fremmest kommunikerer via det talte sprog, har hørelsen særlig stor betydning. Hvis man mister hørelsen - eller blot dele af den - vil en væsentlig del af kommunikationen gå tabt, og en vellykket kommunikation kræver derfor en skærpet opmærksomhed og velvilje fra begge parter.

Har man svært ved et høre, opstår der let misforståelser, som er med til at gøre en samtale besværlig. Og den lette, hurtige udveksling, de daglige små beskeder, kan nemt ende med udmarvende kontroverser, hvis ikke både afsender og modtager er bevidst om forhindringerne. Og det kan være svært at være hurtig og 'kvik i replikken', hvis man har et høreproblem og netop ikke har fået grundlaget for morskaben med!

En gammel skrøne hævder, at døve ikke har humor. Det er selvfølgelig noget vrøvl - men det er samtidig logisk, at humor med tegnsprog (og de dertil hørende nødvendige ansigtsudtryk) ofte må handle om en anden form for humor end i den hørende verden.