Man skal kunne skændes

Share

Man skal kunne skændes

Anne Pedersen og Jan Stork er begge 41 år. De har begge to problemer med hørelsen, men hun hører noget bedre end ham. De har været sammen i 19 år, og det har ikke altid været lige nemt.

Af Jakob Brodersen

"Vi havde en fælles bekendt, som fortalte mig at hun kendte en - sådan en sød fyr," fortæller Anne. "Så aftalte vi, at han skulle komme forbi en anden aften, hvor jeg også var der. Det endte med, at vi fandt sammen den aften - og så har vi været sammen siden."

"Det, jeg skulle lære var, at han hørte dårligere end mig. Jeg skulle til at vende mig til, at der var mange ting, jeg skulle gentage - og jeg skulle sidde overfor ham. Jeg kunne ikke bare snakke til ham med ryggen til ham - der var selvfølgelig nogle hensyn, jeg skulle tage. Og dem skulle jeg lære at tage. Det var svært - og det er stadigvæk svært, men det bliver lettere med tiden. Man lærer at leve med det, men det er svært at tage de hensyn hele tiden."

"Det kan for eksempel være når vi er sammen med nogle venner, hvor mine venner skulle lære ham at kende, og lære at tage hensyn til ham. De skulle ikke tage noget særligt hensyn til mig, fordi jeg klarede mig bedre end han gjorde. Det har været svært for dem også - at skulle lære ham at kende. Jan kan heller ikke tale i telefon, så det var pålagt mig, at jeg skulle gøre de ting for ham, fordi han ikke selv kunne. Jeg var noget mere selvstændig, og jeg måtte først til at vise ham, at han godt selv kunne klare sådan nogle ting, han skulle bare tage det første skridt selv. Og gøre ham mere selvstændig - som han er nu."

"Det gav nogle sammenstød, fordi han prøvede at smyge sig udenom, hvor jeg var nødt til at sige fra og 'det vil jeg ikke - det må selv klare'. Så blev han nødt til selv at gøre - og så bagefter, så fandt han ud af, at han godt kunne selv."

I dag bruger Jan sin mobiltelefon til at sende sms-beskeder til børnene, vennerne og familien.

Gør forskellige ting med børnene

Anne og Jan har tre børn, som alle hører normalt - og derfor er det også naturligt for dem at deltage i forskellige aktiviteter med dem, fortæller Anne: "Jeg tager en gang om året til musical med børnene. Det er noget vi laver sammen uden Jan. Det siger ham ikke noget, for han kan ikke høre hvad de siger og han synes, der er meget støj. Så det har han fra valgt. Det med musik, interesserer ham ikke. Så det foretager jeg mig sammen med børnene - eller vi tager i biografen eller til udendørs rockmusik."
Til gengæld er Jan meget interesseret i håndbold og træner selv et hold piger i Esbjerg. Parrets to ældste børn er med ham som hjælpetrænere. "På den måde får han også en del socialt sammen med dem. Vi har hver især nogle aktiviteter sammen med børnene," forklarer Anne. "Det er vigtigt at have."

Parret gør også meget ud af, at følge med i børnenes skolegang.
"Når der er forældremøde og sådan noget der, så er vi med hver gang. Det er jeg i hvert fald. Jan er ikke altid med til forældremøder, men så er han med til de arrangementer, der er i klassen, hvor det er socialt samvær med børnene og deres forældre. Men møder og sådan, der er det mig, der tager af sted, for han kan ikke følge med på samme måde som mig. Når jeg så kommer hjem, fortæller jeg ham om, hvad mødet er gået ud på og hvilke problemer der er i klassen og sådan nogle ting."

"Vi har aldrig været ude for at vores børn er blevet drillet med at vi er hørehæmmede. Der har været nogen, der har undret sig, når de har set Jans høreapparater. Så har de nysgerrigt spurgt, hvad det skulle gøre godt for - og så har Jan været god til at forklare dem at det fordi han hører dårligt. Og børn tager det som en helt naturlig ting. Sådan er deres far - og jeg er jo mere dækket til med hår og sådan - og er nok ikke den, der skilter ud med, at jeg er hørehæmmet, men de ved det; børnene siger at 'mor hører heller ikke så godt,' så..."

Hensyn og konflikter

At børnene ind imellem har nemmere ved at kommunikere med deres mor end med deres far, fører naturligvis til konflikter: "Der er selvfølgelig nogle ting, vi har sværere ved at følge med i end andre familier. For eksempel i spisesituationer kan der være nogle konflikter, hvor børnene snakker i munden på hinanden og Jan ikke får fat i, hvad der nu bliver snakket om og beder om at få det gentaget. Så bliver det gentaget, og så forstår han det måske ikke første eller anden gang. Så ender det med, at vi bliver irriterede og ikke vil gentage det for ham, for nu har vi sagt det to gange. Så bliver han sur og føler sig udenfor i familien. Så har vi en diskussion - og jeg har nemmere ved at glemme det, men for Jan kan der godt gå en hel dag, hvor han føler at han ikke er noget til for familien."
"Altså - vi prøver jo så vidt muligt at tage det hensyn overfor ham - og så håber vi, at han forstår det første gang. Det gør han som regel også - men nogle gange kan jeg godt være utålmodig og så snakker jeg hurtigt, men det prøver jeg hele tiden på at huske - ikke at snakke for hurtigt, så han kan forstå hvad jeg siger første gang, så vi kan undgå de konflikter. Andre gange ignorerer han det, og så spiser vi og snakker videre. Man kan ikke blive ved med at tage hensyn. Vi tager hensyn til ham hver dag - og nogen gange har man altså lyst til, ikke at tage hensyn - og det skal der også være plads til. Og det har vi også snakket om - for det kræver også utroligt mange ressourcer fra vores side."

Skænderier giver overskud

5{ samler frustrationerne sig, fordi man hele tiden skal tage hensyn, og man skal bruge mange ressourcer. Det giver nogle sammenstød, fordi jeg har brug for at komme ud med alt det, der har hobet sig op. Det giver nogle sammenstød, hvor det kommer ud og man siger nogle ting. For det er besværligt. Men når vi så har fået diskuteret og skændtes, har man fået overskud - og så starter vi bare forfra igen. Det gør vi jo ikke hver dag, altså - men der bliver da brugt nogle store ord ind imellem, det gør der - men så er det overstået bagefter," smiler Anne. "Det bringer os tættere sammen - det gør det da."