Lydløs IT

Share

Niels Jørgensen er 53 år gammel og arbejder som systemansvarlig i et stort datafirma i Århus. Han mistede det meste af sin hørelse efter Meningitis da han var seks år. Det var lige inden han skulle begynde i skolen.

Af Jakob Brodersen

Niels Jørgensens forældre var meget usikre på, om de skulle sende ham på døveskole eller i folkeskole - men de besluttede at sende ham i en almindelig folkeskole - en lille landsbyskole, hvor der kun var seks-syv elever i hver klasse. Fordi de var så få, var det ikke svært at følge med i undervisningen. Senere kom Niels Jørgensen i en større kommuneskole med flere elever - men også her klarede han sig, fordi kammerater og lærere viste hensyn:
"Jeg klarede mig rimelig godt. Jeg sad på forreste række og jeg fik gode karakterer. Jeg fik ekstraundervisning i engelsk og tysk to gange om ugen. Det gik meget godt. Min engelsklærer talte meget højt, fordi han troede det hjalp mig- jeg sad der på forreste række, og spyttet væltede ud," griner Niels Jørgensen. "Men han var en god lærer og jeg havde gode kammerater, så det gik fint. Folk var gode til at tage hensyn," smiler han.
Efter syvende klasse tog Niels Jørgensen realeksamen på døveskolen i Nyborg. Skolen var en stor oplevelse for ham - ikke mindst fordi han nu kom til at indgå i en række sociale sammenhænge, han ikke havde prøvet før: "Det var godt. Jeg dyrkede sport, havde døve kammerater og kom ud af skolen med et godt netværk," fortæller han.

Kunne ikke blive elektroingeniør

Niels Jørgensen ville egentlig have været elektroingeniør, og var i praktik som elektriker som en del af realen. Han ville søge ind på teknikum i Århus - men en døvekosulent rådede ham fra det, fordi det var for farligt: "Når man står i hver sin ende af et lokale eller et hus og den ene råber 'nu sætter jeg strøm til' og jeg ikke hører det... så det blev droppet. Så var gode råd dyre, for hvad skulle jeg så? Jeg kom til IBM i Århus og tog en test for at se, om jeg kunne finde ud af EDB. Det var en test i konstruktiv, logisk tænkning - og det gik ret godt. Jeg syntes det var spændende, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve."
Niels Jørgensen tog en ét-årig HH på handelsskolen i Vejle. Det foregik på samme måde som i gamle dage; han satte sig på forreste række for at kunne følge med - men gik til gengæld glip af al den sociale snak.
"Jeg kan godt se i dag, at det havde været smart at have haft tolk på, så jeg også kunne følge med i, hvad mine kammerater stillede af dumme spørgsmål. Men jeg kunne følge med og jeg kunne bestå mine eksaminer. Jeg fik en boggave for en usædvanlig god præstation i dansk, så helt dårligt var det ikke," siger han og retter ryggen.
Efter handelsskolen kom han til teknologisk institut i København, hvor han tog et otte-måneders edb-kursus. "Det var hårdt. At komme ind som 19-årig og sidde på skolebænken sammen med kaptajner fra flyvevåbnet osv. Voksne mennesker - alle sammen med enormt meget erfaring i alting. Men det lykkedes mig at komme gennem kurset og være ude i praktik på Datacentralen. Dengang i 1969 var det der, hvor de lavede edb-systemer for politiet. Jeg arbejdede så meget for dem, at jeg faktisk forsømte min skolegang en lille smule. Men de sagde: 'skidt med det - du kan bare komme her og få arbejde bagefter'."

Fyret efter 26 år

Selv om han blev tilbudt arbejde, var Niels Jørgensen ikke så vild med at bo i København, så han søgte i stedet tilbage til Jylland, hvor han blev ansat på det daværende 'Jydsk Datacentral' i Vejle, hvor han arbejdede i 26 år i en række forskellige afdelinger, indtil han blev fyret på grund af kraftige nedskæringer i firmaet.
Sammen med nogle fyrede kolleger, kom Niels Jørgensen til et rekrutteringsbureau, der skulle hjælpe dem med at komme ud på arbejdsmarkedet igen. "De var faktisk meget nervøse for, om jeg kunne få arbejde," husker han. "Men jeg mente, at det kunne jeg sagtens. Jeg skrev mange ansøgninger og kom til mange jobsamtaler i Vejle-området. Men jeg kunne også godt se mange vanskelligheder i mange af jobbene. Der var ofte mange udadvendte funktioner. Så jeg sagde fra. Jeg foretrak arbejde, hvor kommunikationen var internt i huset. Hvis man skal snakke med en masse nye mennesker hver dag, som man ikke kender og som ikke kender en, kan det - måske - give en masse misforståelser. Det var ikke lige sagen, så der gik et år."

Systemer skal der til

Gennem AF fik Niels Jørgensen job på en stor datavirksomhed i Århus, hvor han arbejder i dag. Han er blandt andet med til at udvikle et studieadministrationssystem, der bruges af en række uddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter.
"Da jeg kom herop havde jeg en god faglig ballast med. De var lidt bekymrede for, hvordan det ville være at have en døv medarbejder. Vi har et projektmøde en gang om ugen. I starten foregik det meget afslappet - der kom indlæg fra højre og venstre. Så fik jeg en tolk herop til møderne - og det hjalp meget. En tolk vil også gerne have, at folk taler roligt og en ad gangen. Så pludselig kom der en mere stram styring på vores møder. Det er også en fordel for firmaet."
I den sociale del af arbejdet er Niels Jørgensen også blevet godt modtaget. Men han løber ind i samme problem som andre med høreproblemer på arbejdsmarkedet, mener han: "Der er nogle af mine kollegaer, der har snakket om at de vil lære lidt tegnsprog, men det er blevet ved tanken. På et tidspunkt havde vi en ude fra høreinstituttet til at fortælle om, hvordan det er at være døv på arbejdspladsen. Det rent tekniske med lyde og sådan. Det var meget givende, syntes vi alle sammen. Og mine kollegaer var meget opmærksomme bagefter. Men der gik kun kort tid, så 'bla-bla-bla' - så gik snakken igen. Så skal jeg markere at jeg gerne vil være med i samtalen. Men fagligt går det fint."

Repræsentationsopgave

For et stykke tid siden skulle Niels Jørgensen til et såkaldt 'erfaringsmøde' med firmaets samarbejdspartnere og fortælle om arbejdet med studieadministrations-systemet. For første gang skulle han alene ud for at tale med 30 repræsentanter for uddannelsesinstitutionerne - datafirmaets kunder.
"Jeg var faktisk lidt nervøs. Jeg var jo firmaets ansigt udadtil, og jeg skulle helst ikke dumme mig. Uha - da jeg kom ind der. Men der var ingen problemer. Tolkene kom og blev placeret midt i rummet, og jeg fik det hele fortalt på tegnsprog. Der var overhovedet ingen problemer i det. Og der var garanteret mange af dem, der aldrig havde set en tolk før, men de tog det ganske afslappet. Så man skal aldrig være bekymret over at være hørehæmmet. Man kan sagtens vise det. Det er en ganske naturlig ting."