december 29, 2011

Lyd på tv-serie forbedres

Share

Efter massiv kritik af lyden i den populære tv-serie "Ørnen", har Danmarks Radio nu valgt at mikse lyden om.

Politiserien "Ørnen" sendes søndag aften og har haft omkring halvanden million seere til hvert af de første tre afsnit. Men de har haft store problemer med at følge med. Seriens lydbillede er nemlig så tætpakket med lyd, tale og musik, at det er næsten umuligt at forstå hvad skuespillerne siger i de mest dramatiske situationer.

Ambitionen fra DRs side har været at mikse lyden så "naturalistisk" som muligt - at det skulle lyde, som om man var til stede; ikke som om det hele er optaget i et studie. For at opnå dette, har der - ironisk nok - været brugt flere kanaler og mere teknik end nogensinde før.
For at kunne få fuldt udbytte af lyden, skal man have både et digitalt fjernsyn og være koblet op på et digitalt sendenet. Ellers er man - uanset om man har høreproblemer eller hører normalt - sat af.

Det får nu DR til at mikse lyden om fra afsnit seks og fremover, så talen kommer til at ligge længere fremme i lydbilledet.

Indtil fejlen bliver rettet, opfordrer DR-DRAMA seerne til at slå tekst til via tekst-tv.

Kilde: Politikens Netavis 29. oktober 2004