december 29, 2011

Lovligt fyrværkeri kan give høreskader

Share

De fleste er klar over at det er en god ide at bruge beskyttelsesbriller, når nytåret skal skydes ind om kort tid. Men høreværn kan være en mindst lige så vigtig sikkerhedsforanstaltning.

"De senere år er raketter og bomber blevet kraftigere og kraftigere. Jeg har set en fyrværkerigrossist reklamere med, at lydniveauet for hans bombebatteri er oppe på 120 dB, som svarer til larmen fra en jetmotor. Problemet opstår, hvis raketten eller bomben ikke ryger til vejrs, men havner i en hæk eller lignende. Så sker eksplosionen lige ved siden af tilskuerne i stedet for mange meter oppe i luften, som den var tiltænkt. Det kan give varige høreskader," siger den praktiserende ørelæge Jørgen Fogstrup fra Kolding.

De skader, der kan opstå, er delstinnitus, dels nedsat hørelse over for høje frekvenser, som gør, at den høreskadede kan have svært ved at følge med i en samtale, hvis der er baggrundsstøj. Der findes ikke effektive behandlingsmetoder mod hverken tinnitus eller nedsat hørelse over for bestemte frekvenser.

Jørgen Fogstrup råder folk til først og fremmest at sørge for en ordentlig affyringsrampe til raketten. Derudover skal der være god afstand til tilskuere, og vil man være så sikker, som man kan blive på ikke at få en høreskade, skal man altså bruge ørepropper.

Kilde: www.fyrvaerkeri.dk