Lang ventetid på Cochlear Implant i Gentofte

Share

Omkring 15 døve børn, der skulle have haft implanteret et cochlear implant må vente til næste år med operationen.
Det er konsekvensen af, at Københavns Amt kun har budgetteret 24 CI-operationer. Det er væsentligt færre end der er behov for. Det betyder, at operationsstuerne står tomme mens de døve børn må vente til efter nytår.

På hørepædagogisk afsnit på amtssygehuset i Gentofte, hvor operationerne udføres, er man frustrerede over, at der ikke er midler til at hjælpe børnene til en hurtig operation.
"Det er ikke os her på afdelingen, der har planlagt, at der kun skal udføres 24 operationer om året. Vort skøn er, at det årlige behov for at give børn en cochlear er 35-40," siger hørepædagog Cecilia F. Samar. Hun understreger samtidig vigtigheden i, at døve børn får operationen så tidligt som muligt af hensyn til deres sproglige udvikling.

En CI-operation koster cirka en kvart million kroner at udføre - og det er det, der har fået Københavns Amt til at smække pengekassen i ved 24 operationer.
Selv om der er frit sygehusvalg, kan man ikke som udenamtslig patient få en CI-operation på Gentofte Sygehus. Heller ikke selv om man i princippet får pengene med fra sit eget amt.
"Ud fra en lighedsbetragtning kan vi ikke bare tage udenamts patienter ind og så ikke hjælpe vore egne. Det vil vi ikke kunne forsvare," siger Leif Flemming Jensen, der er formand for sygehusudvalget i Københavns Amt.

Lægerne i Gentofte har henvendt sig til deres kolleger på Århus Sygehus, hvor man også udfører operationerne. Her mener ledende overlæge Ulrik Pedersen at man vil kunne hjælpe københavnerne ved at tage tre operationer.
"Men Københavns Amt skal jo betale for dem, og det bliver formentlig lidt dyrere end hvis de selv havde gjort det," siger han.

Kilde: Politiken, 31/08/2004