Kommentar om tinnitus og lydoverfølsomhed

Share

28/10/2003:

Kære brevkasse

Har en kommentar til denartikel om lydoverfølsomhed og Gert Bach, som jeg lige har læst.

Jeg er en kvinde på 29 år som har haft tinnitus og lydoverfølsomhed siden jeg var 21 år gammel. Det har i perioder været meget vanskeligt, og påvirker stadigvæk min livskvalitet i dag. Jeg har ligeledes oplevet at min tinnitus med årene er blevet meget værre.

Faktisk har det været en nedslående oplevelse at læse Gerts artikel. Jeg er blevet utrolig ked af det og genkender blandt andet oplevelsen af manglende informationer fra ørelæger mm.om rette beskyttelse med høreværn. Synes at det er dybt nedslående og meget beklageligt.

Har ofte følt mig fuldstændig hjælpeløs, alene og uden håb om lindring af min tilstand.....hvilket naturligt har affødt en angstfølelse som jeg stadigvæk kæmper med. Føler mig ofte udsat for "lydovergreb" når jeg færdes i gadebilledet og i offentlige rum generelt.

Har gennem årene kun fået meget begrænset "positive" og opmundrende meldinger ang. min tinnitus. "Lær at lev med det....undgå at fokusere på det....hold dig beskæftiget" og ellers i den dur. Generelt forekommer det mig, at man som tinnitus ramt befinder sig i et univers uden udsigt til fortrøstning og lindring af sin sygdom og de belastninger der følger med. På en eller anden måde bliver man frataget sit håb.

Hilsen Line
e-mail: line1309@hotmail.com

PS. det er min første gang inde på jeres hjemmeside. Det har været dejligt endelig, at finde et sted med masser af informationer og hjælp i forbindelse med udsatte ører....selvom det ligeledes har været hårdt gang på gang at læse om de nedslående udsigter med tinnitus.