"Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde det"

Share

"Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde det"

Hans Grand er 56 år og ansat som lydtekniker i radioafdelingen på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. For ti år siden blev han ramt af Ménières Syge - en lidelse, der har kostet ham næsten al hørelsen på det ene øre. I dag har han lært at leve med det.

Af Jakob Brodersen

Det hele begyndte for ti år siden på en båd i lystbådehavnen i Ry, hvor Hans Grand sammen med en bekendt var ved at ordne noget elektronik. Han lå i bunden af båden, da han pludselig fik voldsom kvalme. En kvalme, der udviklede sig til et anfald af Ménière.
"Jeg vidste jo ikke, hvad det var, så jeg tænkte: 'Hvad pokker er det her for noget?' Og lige når anfaldet foregår er jeg stokdøv på det ene øre. Det var en frygtelig oplevelse. Det var enormt mærkeligt - chokerende. Jeg tænkte 'hvad med arbejdet?' - man tænker utrolig mange ting første gang. Samtidig med at man altså har det ualmindeligt dårligt."
Hans Grand gik til sin egen læge, der henviste ham til en ørelæge. Det undrede ham, for han regnede ikke med, at det var ørerne, der var noget galt med.
Det tog ørelægen et stykke tid at fastslå, om det virkelig var Ménières Syge, Hans Grand led af - og der gik næsten et halvt år, før han første gang fik medicin:
"Det var en hård tid at komme igennem. Samtidig passede jeg mit arbejde på journalisthøjskolen. Og nogen gange gik det heller ikke. Så var jeg jo syg. Jeg har også overnattet på skolen en gang, fordi jeg simpelthen ikke kunne rejse mig op. Så lå jeg på et lærerkontor og våndede mig. Men som regel kunne jeg nå at komme hjem."

Hvad pokker skal det ende med?

"Jeg kunne simpelthen ikke være nogen steder. Jeg var bare så træt. Og jeg tror også, at jeg psykisk var ude af balance - alt det der med arbejde - at man er lydtekniker og 'hvad pokker skal det ende med?' og 'kan du andet?' og 'hvad kan du bruges til?'... det er svært. Jeg kendte ikke til sygdommen og vidste ikke, at der var andre, der også havde det. Det var, som det vel ofte er, hvis man render ind i en ny sygdom - at man tror, man er den eneste i verden, der har det..."
I det halve års tid inden medicinen, fik Hans Grand 6-7 anfald. Da han begyndte på pillerne, røg antallet af anfald ned til 2-3 stykker om året. I dag er de stort set væk, men det samme er næsten al hørelsen på det venstre øre. Det kan lyde som et alvorligt handicap for en lydtekniker, men Hans Grand bedyrer, at det slet ikke er så slemt. Det var værre for ti år siden. Dengang bestod hans arbejde hovedsageligt i at klippe radioudsendelser sammen for de studerende. I dag klarer de stort set det hele selv ved hjælp af digital teknologi. Hans Grand skal stort set kun komme med gode råd og hjælpe med studieoptagelser og vanskelige klip.
"I dag generer det mig ikke ret meget på arbejdet. Men det gjorde det i starten. Da var jeg hele tiden nervøs for, om jeg skulle få et anfald. Men i dag er der ikke noget problem, bortset fra at den her skole er lavet af beton og der er ikke noget på væggene - så der er en dårlig lyd, en træls lyd i klasselokalerne. Nogen gange er jeg nødt til at undervise i de lokaler (frem for i radiostudierne, red.) og der har jeg svært ved at høre, hvem der siger hvad, hvis jeg kigger i den anden retning."

Begrænsninger

"I dag synes jeg ikke jeg er præget af, i min dagligdag, at jeg har et dårligt øre. Men der er nogle ting, jeg ikke gør; jeg går ikke til støjende fester, for det belaster det øre, der næsten ikke kan høre i en grad, så jeg næsten får det helt skidt af det. Og støjende fester, det er altså bare ti mennesker, der får lidt at drikke i et moderne hus med klinkegulve og vandskurede vægge," sukker Hans og hæver brynene opgivende. "Det holder jeg mig væk fra, simpelthen. Og hvis jeg en sjælden gang er nødt til at tage med, fordi jeg ikke synes, jeg kan være andet bekendt, bliver jeg hurtigt til ham, der ikke kan høre, hvad der bliver sagt, fordi støjniveauet er højt og jeg ikke kan retningsbestemme hvor lyden kommer fra."
På arbejdet gør Hans Grand hvad han kan for at få fremtidens radiojournalister til at passe bedre på deres ører - men det er en sej kamp:
"Jeg gør, hvad jeg kan, men det er svært. Nogen gange taler man for døve øren. Altså - jeg ved, hvad jeg taler om. Både fagligt og på min egen krop - hvor irriterende det er, når man begynder at mangle hørelsen. Men at sige det til en, der har sin hørelse på normal vis - det er ikke nemt... at banke de unge op til at huske at passe på ørerne."

Links:
  • Besøg Hans Grans hjemmeside