Jeg gør det, fordi jeg vil

Share

Jeg gør det, fordi jeg vil

Trine Brinkmann er 19 år og er lige startet på 2. HF på Viby Gymnasium. Hun har gået i døveskole indtil hun kom på efterskole og er gået målrettet efter en lang uddannelse. Mest af alt for at vise, at hun godt kunne. Det ved hun nu.

Af Jakob Brodersen

Trine Brinkmann er en køn, ung pige, der kun bander én gang i løbet af interviewet.

”Jeg skulle vise, at jeg kunne kraftedme godt,” siger hun og ser meget stålsat ud.

Da Trine var halvandet år gammel, opdagede hendes forældre at deres lille pigeshørelse ikke var helt som den skulle være. Hun fikhøreapparater og kom i børnehaven Bambi – en blandet børnehave for døve og hørende på Aalborgskolen.
Hun lærtetegnsprog og fortsatte efter børnehaven i døveskolen samme sted.
Indtil hun kom i 5. Klasse. Da blev hendes lærere og forældre enige om, at hun skulle prøve at gå i en almindelig folkeskole i hjembyen Vodskov. For at se, om ikke det kunne lade sig gøre. Det kunne det ikke.
”Jeg gik der tre dage om ugen i tre måneder, men det gik ikke. Jeg troede ikke på, at de kunne forstå hvad jeg sagde, så jeg holdt mig meget tilbage og sagde ingenting. Og så droppede vi det,” fortæller hun.
Hun kom tilbage på Aalborgskolen, hvor hun fortsatte til og med 9. klasse og fik afgangseksamen i dansk.

På efterskole med de hørende

Efter Aalborgskolen tog Trine på Frijsenborg Efterskole. Her der hvert år reserveret et vist antal pladser til unge medhøreproblemer. Det betyder, at eleverne bliver blandet og lærer at kommunikere – og acceptere – hinanden.
”Det, der var så fedt ved Frijsenborg var, at jeg blev overbevist om, at jeg sagtens kan klare mig i en hørende verden. På forhånd var jeg meget i tvivl, men jeg tog chancen – og det var en stor sejr. Jeg kom til at gå i skole sammen med 87 andre. De fleste af dem var hørende, og der var jo ikke noget sted jeg kunne gemme mig. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne følge med. Jeg fik en stor social omgangskreds og gode karakterer.”
”Da jeg startede på Frijsenborg var jeg drevet af en trang til at bevise noget, fordi jeg følte, at jeg ofte før var blevet mødt med den der, at ’du er jo døv’. Måske var det fordi Vodskov var en fiasko. Jeg ville vise, at jeg kunne godt. Jeg kunne kraftedme godt. Det kan godt være, jeg ikke kunne før, men det kan jeg nu. Jeg ville bare på universitetet og have den største uddannelse jeg kunne få. Det var bare det, det handlede om. Det var lige meget hvad. Bare det var på universitetet.”’
På Frijsenborg tog hun 9. klasse igen og afsluttede året med at tage hele Folkeskolens Afgangseksamen i alle fag, undtagen tysk. Hun var så glad for at være der, at hun blev et år mere og tog 10. klasse med.

Valg med vilje

Tiden på Frijsenborg blev et vendepunkt, som gav Trine mere ro i sindet. Drømmen er ikke længere en udefinerbar, lang universitetsuddannelse for bevisets skyld; men derimod en uddannelse, der kan føre til det job, som hun vil gerne vil have. Hvad det skal være, har hun slet ikke bestemt sig for endnu.
Først skal hun gennem sit sidste år på HF på Viby Gymnasium, hvor hun klarer sig med sitFM-system, sintegnsprogstolk og enskrivetolk i engelsktimerne.
”Da jeg havde gået her et stykke tid fandt jeg ud af, at jeg faktisk er rigtig god til matematik, så jeg overvejede om jeg skal læse matematik på universitetet, men hvis det ender med et job, hvor jeg skal sidde på et kontor foran en computer hele dagen, er slutmålet ikke så attraktivt. Så vil jeg hellere arbejde med mennesker.”
”Jeg har ikke noget klart defineret mål lige nu. Jeg tager det lidt som det kommer. Det kan da godt være, det ender med en universitetsuddannelse, men så er det fordi jeg gerne vil. Ikke fordi jeg føler at jeg skal bevise noget.”