Hvor er alle de andre?

Share

Hvor er alle de andre?

30-årige Joan Nydal har haft dårlig hørelse siden hun fik en fyrværkeriskade da hun var 18. I dag er hun høreapparatbruger og souschef i en daginstitution. Men hun savner kontakt til andre, der er i samme situation som hende selv. De er usynlige, mener hun.

Af Jakob Brodersen

Nytårsaften 1992. Sønderjyske Joan Nydal er til fest sammen med sine venner. Klokken 12 går de udenfor for at se på fyrværkeriet, da en i hendes bekendtskabskreds i fuldskab og kådhed råber: "Hey, Joan!" og kaster et tysk kanonslag hen til hende. Det lander for hendes fødder, og går af med et brag.
"Jeg synes det var voldsomt og blev sur og gik resten af aftenen med en ringetone for ørerne," siger Joan og tænker tilbage på den aften for næsten 13 år siden da hendes hørelse blev ødelagt. For selv om ringetonen aftog, var det tydeligt at hendes hørelse havde taget skade.
Gennem sin egen læge blev Joan Nydal henvist til Sønderborg Sygehus, hvor hun kunne konstatere at hun havde fået en hørenedsættelse og var berettiget til et høreapparat, som hun fik kort efter.
"Jeg gik på HF og havde høreapparatet på i skole et par gange, men syntes det var for vildt. Jeg forbandt jo ikke mig selv med det at gå med høreapparat. Så dårligt var det jo ikke, og jeg kunne godt klare mig. Jeg havde primært brug for at skrue helt op for telefonen og skrue lidt mere op for fjernsynet. Og i klassesituationer satte jeg mig oppe foran. Så det klarede jeg mig med. Og så lagde jeg det i skuffen. Det var ikke noget jeg fortalte folk om, og det var ikke sådan jeg tænkte om mig selv at jeg var sådan en, der skulle bruge høreapparat. Overhovedet ikke," siger hun.

Gennem uddannelse uden hjælpemidler

Fire år senere begyndte Joan Nydal på pædagogseminariet. I de mellemliggende år havde hun ikke skænket høreapparaterne en tanke - og hun tænkte heller ikke over høreproblemerne mens hun læste.
"Havde du spurgt mig om jeg fejlede noget, ville jeg have sagt nej. De der høreapparater var blevet lagt på hylden igen. Det var måske lidt at høreapparaterne var et bevis på, at der var sket noget den nytårsaften - at jeg havde papir på, at der var sket noget. Men på den anden side kunne jeg ikke affinde mig med at skulle rende rundt med høreapparater."
At hørenedsættelsen sikkert ikke var så slem alligevel, blev Joan Nydal bekræftet i, da hun søgte sit forsikringsselskab om erstatning. Selskabet vurderede, at méngraden var på under 5 procent og at hun derfor ikke var berettiget til erstatning. Når høretabet ikke var værre, overbeviste hun sig selv om, at hun ikke behøvede at bruge høreapparaterne.
"Jeg satte mig ikke ordentligt ind i hørekurven, så i mange år tolkede jeg méngraden som om at jeg havde mistet under 5 procent af min hørelse. Men 5 procent af méngraden er altså ikke det samme som 5 procent af hørelsen," siger hun og smiler skævt. "Så når snakken endelig har været der, har jeg sagt til folk, at jeg havde mistet under 5 procent af min hørelse - så det var ikke noget særligt. Men det passer ikke. Og det har jeg først fundet ud af, da jeg begyndte at bruge høreapparaterne igen," fortsætter hun og smiler.
"Jeg tænkte heller ikke på det i forhold til mit arbejde. Som pædagog er man ude i praktik tre gange, og på det tidspunkt var det heller ikke noget problem."
I virkeligheden mistede Joan Klindt dengang cirka 20 procent af hørelsen. Det er siden blevet værre, så hun nu kun har mellem 50 og 60 procent tilbage.

Høreapparaterne op af skuffen

Det var først, da Joan Nydal havde arbejdet halvandet år i en børnehave i København, at hendes kollegaer begyndte at gøre hende opmærksom på, at hun ikke hørte alt, hvad de sagde. Også derhjemme kunne hendes mand mærke, at hørelsen ikke var helt som den skulle være.
"Høreapparaterne lå jo inde i skuffen, så der var sådan set ikke noget i vejen for at gå ind og prøve dem. Så det gjorde jeg, og sad en hel aften og for sammen ved af lyden af skraldeposer, jeg ikke havde hørt før, en lighter, der blev tændt, stikkontakter osv. Så det var egentlig skræmmende at få dem på. Det var ikke sådan så jeg bare tænkte 'Jep - det er sagen!' Det var et støjhelvede at komme i gang med, men samtidig også en hjælp til at høre bedre."
Det tog Joan Nydal en uge, hvor hun hver aften brugte høreapparaterne derhjemme, inden hun satte sig selv stolen for døren og tog apparaterne på på arbejde næste dag.

Usynlige ligestillede

Da Joan Nydal begyndte at bruge høreapparater igen, ville hun gerne tale med andre i samme situation; mennesker med høreapparater på mellem 30-50 år, der var aktive på arbejdsmarkedet og som havde gjort sig tanker og erfaringer som hende. Men de var ikke til at finde:
"Jeg kender ingen. Ikke en. Der er ingen i min omgangskreds, ingen af mine kolleger. Da jeg besluttede mig for at bruge høreapparater, meldte jeg mig ind i 'Landsforeningen for Bedre Hørelse' og tænkte, at så var der arrangementer, hvor jeg på den ene side kunne lære mere om hørelse og høretab og hvad der rent teknisk var sket med mig; og på den anden side noget rent kulturelt, hvor jeg kunne møde nogle ligestillede. Men det har været en skuffelse. Jeg kan se i opslagene bag i Hørelsen, (LBHs medlemsblad, red.) hvilke arrangementer der er i min lokalafdeling. Og det er pensionistarrangementer, Der for det første ikke har med hørelse at gøre. Det er kulturelle ting. Og så ligger det i dagtimerne. Der er noget, der siger mig, at det er for pensionister. Jeg har ikke chance for at deltage i et eneste arrangement. Og det, der hedder 'Hørehæmmet Ungdom', der falder jeg uden for aldersgrænsen. Jeg er for gammel. Så der er ikke rigtig noget," konkluderer hun.
"Nogen gange ville jeg ønske jeg var født med det. Så havde der måske stået flere parat til at hjælpe mig. Men at komme ind i det som næsten 30-årig... der er ikke noget. Du skal klare det selv."