Høretaktik, ferie og sangkursus

Share

For nogle måneder siden opfordrede jeg her på Lottes Sider hoerelse.infos læsere til at komme med historier, emner og tanker i forbindelse med begrebet høretaktik, fordi jeg er i gang med en bog om emnet. I skrivende stund er jeg ved at pakke kufferten for at rykke min skriveproces væk fra telefoner, mails og andre daglige gøremål - og derfor holder jeg ferie fra Lottes Sider de næste tre uger.
Her på falderebet er der dog netop kommet et brev fra en læser, der med gode historier fra det virkelige liv beskriver en af de problemstillinger, der falder under høretaktik - og i introduktion undskylder han i øvrigt, at han ikke er 'begynder' udi brugen af høreapparater.
Da jeg i sin tid satte begynder i anførselstegn, var det udfra bevidstheden om min egen indsigt på området - og jeg vil derfor skynde mig at rette op på min noget upræcise formulering:
Uanset om man er begynder eller garvet bruger, er alle selvfølgelig mere end velkomne til at sende tanker, ideer og historier med høretaktiske indfaldsvinkler - og jeg iler videre med at give omtalte læsers emne ud til jer andre:

Kære Lotte Rømer!

Et dilemma ved jobsøgning
Når jeg skriver, så er det for at gøre opmærksom på et dilemma, man som hørehæmmet havner i, når man søger arbejde, nemlig skal jeg undlade i den skriftlige ansøgning at gøre opmærksom på, at jeg er hørehæmmet, for at undgå at blive frasorteret pga. handicappet, eller skal jeg være oprigtig (hvem vil ikke gerne være det??) og gøre opmærksom på handicappet vel vidende, at det kan være grunden til, at jeg ikke får chancen for at komme til en ansættelsessamtale?

Jeg kender ikke svaret på dilemmaet. Jeg ved, hvad jeg oftest selv har valgt at gøre, nemlig at undlade at oplyse om mit hørehandicap i selve ansøgningen.
Det må være kvalifikationerne, der kommer i første række. Det er ulige lettere at forklare om sit hørehandicap til en ansættelsessamtale. Her kan ansættelsesudvalget stille afklarende spørgsmål, og eventuel manglende viden eller misforståelser kan rettes.

De bedste hilsner
Johnny Kimmo Arildtoft

Johnny fortæller her i sit (meget forkortede) brev om nogle af sine erfaringer - og måske er der netop ikke noget entydigt svar på, hvad man gør. Men hva' siger I andre? Hvilke erfaringer har I med oprigtigheden, jobsøgninger og ansættelsessamtaler?

Inden jeg lukker kufferten vil jeg lige minde om, at sang- og dramakurset nu er fastlagt og kommer til at køre i uge 33, nærmere betegnet fra søndag den 14. august til og med fredag den 19. august. Følg med her på portalen eller påwww.castberggard.dk, hvor der snart kommer flere oplysninger om kurset!

Mange hilsner
Lotte