Hørelse i farver

Share

Hørelse i farver

I det sene forår 2012 præsenterede billedkunstneren Per Arnoldi en farvestrålende plakat i anledning af Høreforeningens 100 års jubilæum. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, da han er landets mest brugte plakatkunstner. Men for en gangs skyld havde emnet dog en hel del at gøre med kunstneren selv.

 

Af Ole Jeppesen

Per Arnoldi er født døv på det ene øre - i 1941. Høreproblemet blev imidlertid ikke opdaget i løbet af opvæksten, idet han rent ud sagt snød i forbindelse med den simple høretest ved skolelægen.

"Jeg kompenserede på alle tænkelige måder. Satte mig ved det forreste bord i skolen, blev ekspert i mundaflæsning. Senere blev jeg ham, der tog mig af opvasken ved selskabelige lejligheder - i stedet for at forsøge at sludre med de andre i larmen," siger Per Arnoldi.

Han vedgår, at den manglende vilje til at adressere problemet havde 'en del at gøre med personlighed':

"Når man arbejder alene - udelukkende med ting, man selv finder på, så får man et blomstrende ego. Altså ser man ikke nogen grund til at ændre ret meget på den umiddelbart velfungerende formel," fortæller den 71-årige kunstner.

Ved en tilfældighed

Først i 2009, da Per Arnoldi var blevet 68 år gammel, tog en høreapparat-fabrikant fat i ham, fordi "man havde konstateret ved et møde for år tilbage, at jeg hørte temmelig skidt."
Per Arnoldi fik hurtigt udleveret et høreapparat og blev nu et af fabrikantens kendte ansigter udadtil.

"Jeg tænkte 'fint-fint'. Jeg havde jo aldrig opfattet det som et egentligt problem. For det første kunne jeg jo høre 'ret meget' - og for det andet taler jeg jo selv hele tiden. Men i relation til mine børnebørn kom jeg ofte til kort, for dem kan man jo ikke bede gentage konstant. Så får man en helt anden historie end den oprindelige, og det er både ærgerligt og irriterende for begge parter," forklarer Per Arnoldi.

I dag er hjælpemidlet en naturlig del af billedkunstnerens kulørte hverdag:

"Jeg bruger primært apparatet, hvis jeg enten skal være sammen med børn eller ved selskaber og større møder. Skal jeg nævne den klareste indikator, så må det være samværet med børnebørnene. Her ligger den væsentlige forbedring. De taler utydeligt, de taler hurtigt, og de har en blændende fantasi, som man skal lægge sig i selen for følge med. De siger de mest vidunderlige ting, som jeg nu er lykkelig for at få fuldt udbytte af," afslører han - men understreger:

"Når jeg går alene i atelieret, tager jeg apparatet af. Så har jeg ikke brug for forstærkning. Tværtimod. Derude har jeg gået rundt hele mit liv uden at have brug for at høre noget eller nogen, og det er en stor befrielse, kan jeg love dig. Vi lever jo faktisk i et støjhelvede nu om dage, som det er en fryd at lukke ned for," siger Per Arnoldi.

Forfængelighed = dumhed

Per Arnoldi gik i mange år rundt med et høreproblem uden at søge hjælp, men ikke fordi han ikke ville eller turde.

"Jeg var ikke klar over, at mit problem var et problem og at jeg kunne have glæde af et høreapparat. De, der ved, at den er helt gal og undlader at tage affære, er på vildspor. Sig mig, hvad fanden er problemet? Få dog taget den høreprøve, og gør, hvad der bør gøres! Brug de hjælpemidler, der er til rådighed," tordner han.

"Forfængelighedsspørgsmålet er dybt underligt. Hvorfor er høreproblemer en skavank, som rigtig mange forsøger at skjule? Engang blev børn drillet, hvis de fik briller. Det er der mig bekendt ikke meget tilbage af, så man har jo lov at håbe, at det vil gå samme vej med høreapparater. Når jeg ser det tøj, folk går rundt i - eller alle tatoveringerne, så spørger jeg mig selv 'hvor er forfængeligheden nu'? Det ser jo herrens ud. Et høreapparat er da vand ved siden af, og så har det jo tilmed en klar og fornuftig funktion. Jeg morer mig faktisk over denne dårskab," griner Per Arnoldi med en let hovedrysten.

Med ansigtet tilbage i moderat alvorlige folder, tilføjer han:

"Det er egentlig tosset, at det lidt triste omdømme hænger ved. Det er jo mange år siden, at høreapparater var klodsede - og endnu længere siden, at nogen brugte høretragt. Briller er jo ligefrem blevet mode, så hvorfor ikke høreapparater? Alle går jo med noget i ørerne nu om dage - om det så er en telefon eller en musikafspiller. Nogen bør spille på den kobling og lave en smart, farverig og futuristisk sag," pointerer Per Arnoldi.

Med et glimt i øjet, der kunne tyde på, at han er i fuld gang...