Høre/høre ikke

Share

1/1/2004:

Min søn er hørehæmmet (ca. 70 db) og hører kun med det ene øre. Han er helt afhængig af sit høreapp. men vi havde en mærkelig oplevelse en dag i svømmehallen, og siden har der været flere. I sagens natur havde han ikke sit høreapparat på i vandet, men han kunne pludselig høre hvad vi sagde også når jeg vendte ryggen til ham. Hvad kan være forklaringen på det. Vi har virkelig undret os.

Min søns høretab skyldes misdannelser af det indre øre - ikke normale vindinger.

Anonym

Kære anonym

Vi kan ikke umiddelbart give nogen forklaring på, hvorfor din søn pludselig reagerede, som om han kunne høre Jer, da I var i svømmehallen. Når en hørenedsættelse er lokaliseret til det indre øre, er den normalt stabil. Ikke mindst når den skyldes anatomiske, røntgenpåviste forandringer.

Et umiddelbart gæt vil derfor være, at den usædvanlige situation - at være i vandet - måske har skærpet hans opmærksomhed, hvilket sammen med kvalificerede gæt på, hvad I har sagt til ham, kan have givet det indtryk, at hørelsen pludselig var mærkbart forbedret.

Vi kan selvfølgelig ikke sige noget med sikkerhed, da vi hverken har overværet situationen eller haft lejlighed til at undersøge din søn, men hvis du mener at hans hørelse forandres, kan vi kun opfordre dig til at tale med Jeres egen ørelæge om det og få ham til at se nærmere på sagen.

Vi håber du kan bruge svaret til noget. Ellers er du naturligvis velkommen til at skrive til os igen.

Med venlig hilsen
hoerelse.info

13/1/2004:

Tak for jeres svar!

Der er ikke noget tegn på, at min søns hørelse er forandret.
Vi har gået til svømning med ham i ca. 10 år, så han er vant til omgivelserne, og det jeg sagde til ham med ryggen til, var absolut ikke noget han kunne gætte sig frem til. Derfor var det en speciel mærkelig oplevelse. Han siger selv, at det har gentaget sig nogle gange inden for det sidste halve år. Når man står over for noget umiddelbart uforklarligt, søger man jo ofte en forklaring.

Venlig hilsen
Anonym