Høreforsorg overfokuserer på teknik

Share

Høreforsorg overfokuserer på teknik

Når der bliver udleveret høreapparater på offentlige høreklinikker, bliver der brugt al for meget tid på teknik – og alt for lidt på brugerne. Resultatet er, at apparaterne ender i skuffen og at hjælpen ofte er omsonst. Det mener Anette Lykke Hindhede, der har skrevet Ph.d. om de sociologiske aspekter af høreapparatsrehabilitering.

Af Jakob Brodersen

”Man kan se det meget tydeligt på denne graf,” siger Annette Lykke Hindhede og peger med fingeren på et lagkagediagram, der viser, hvor meget tid, hørepædagoger og audiologiassistenter bruger på at snakke om teknik, når de skal forberede nye brugere på et liv medhøreapparater.
Grafen taler sit tydelige sprog; ud af den normerede konsultation på 45 minutter, bliver de 43 minutter brugt til at gennemgå den tekniske side af høreapparaterne, indstilling, programmering og praktisk information. Kun de sidste to minutter handler om brugeren selv og om mulighederne for at komme på kurser efterfølgende.

Et spørgsmål om teknik

Anette Lykke Hindhede har fulgt 41 førstegangsbrugere i alderen 18-65 år, der skulle have høreapparat på de audiologiske afdelinger på to hospitaler i Storkøbenhavn.
Gennem en række samtaler har hun fulgt de nye brugeres forventninger og oplevelser – fra diagnosen ’høretab’ er blevet stillet og indtil et halvt år efter høreapparatudleveringen.
Resultaterne er ikke videre opmuntrende. Godt halvdelen af apparaterne bliver næsten ikke brugt – og det er der mange gode grunde til, forklarer hun.
”Hvis man ser på den danske høreforsorg siden 1950, er der kommet mere og mere fokus på det tekniske. Og det er med til at forklare, hvad det er man møder i dag, når man træder ind på en høreklinik,” siger hun.
I 1950 var høreapparater langt mindre udviklede end de er i dag, og derfor blev der brugt meget tid på det, der kunne kaldes ”høretaktik” – måder man kan kompensere forhøreproblemerne på, som ikke har noget med teknikken at gøre. Det kan være mundaflæsning, at sørge for at stå rigtigt i forhold til lys og skygge, undgå områder med baggrundsstøj, bede omgivelserne om at tage hensyn og tale tydeligt og så videre.
”Det tog udgangspunkt i, hvordan man bedst muligt klarede sig i sit hverdagsliv med forskellige taktikker, fif og gode råd. Men det der er sket er, at læger og ingeniører langsomt har overtaget høreforsorgen,” siger Anette Lykke Hindhede.
”Fra 1950 og til nu, er man blevet bedre og bedre til at lave høreapparater. Det har bare betydet, at pædagogikken stort set er forsvundet.”
”Når der sker en udlevering og en tilpasning af et apparat til en ny bruger i dag, ligger fokus 95 procent på det tekniske. Ikke på det menneskelige eller det pædagogiske.”

Skuffede brugere

”Der er en rigtig stor tiltro blandt personalet på høreklinikkerne til, at høreapparaterne er små mirakelmaskiner. Brugeren får at vide, at apparatet klarer det hele selv. Det er digitalt, det kan selv aflæse akustikken i det rum du træder ind i og indstille sig efter det, og det lærer hurtigt hvornår du gerne vil have skruet op og ned for lyden. Du skal faktisk ikke gøre noget selv. Sådan bliver det præsenteret,” siger Anette Lykke Hindhede.
”Det, der sker er, at rigtig mange af de nye brugere simpelthen bliver så skuffede. For det var slet ikke det, de havde regnet med.”
Mange nye høreapparatbrugere ved ikke helt, hvad de skal forvente af høreapparaterne. Men de fleste har hørt historier om kolleger eller familiemedlemmer, som enten er glade for dem eller kede af dem. Men de har sjældent selv noget kendskab til høreapparater, og halvdelen af deltagerne i undersøgelsen mente ikke selv, at de havde et særligt stort høreproblem.
”De sagde, at de var blevet skubbet af deres kolleger eller deres familie. De gjorde det for at få fred. For at lukke munden på deres pårørende. Det problem de kommer for at få løst, er ikke nødvendigvis et problem, der ligger inde i øret. Og i hele udleveringen og tilpasningen bliver der overhovedet ikke snakket om den side af sagen,” siger Anette Lykke Hindhede.

Ender som skuffeapparater

Hendes opfattelse er, at de offentlige høreklinikker hovedsageligt fokuserer på at få kørt så mange brugere som muligt gennem systemet. Både læger og hørepædagoger har meget kort tid med hver enkelt patient – for at bruge den lægelige term – og der er ganske enkelt ikke tid til andet end at gennemgå det tekniske.
Det har desværre den ulempe, at brugerne bliver skuffede – og i mange tilfælde slet ikke ender med at bruge apparatet efter hensigten.
Kun halvdelen endte med at bruge høreapparaterne præcis sådan som de havde fået besked på at gøre – fra morgen til aften. Den anden halvdel gjorde ikke.
En del brugte overhovedet ikke høreapparaterne, og andre kun sporadisk.
En ung mand havde for eksempel den oplevelse, at han – når han var på café med sine venner – ikke kunne høre, hvad vennerne sagde, men tydeligt kunne høre, hvad der blev talt om ved tre borde væk.
Fordi der ikke bliver taget udgangspunkt i brugernes hverdagsliv – deres reelle behov i dagligdagen – bliver høreapparaterne ikke en succes. For det er der, apparaterne skal stå deres prøve.
”En af deltagerne var marketingdirektør, og han sagde til mig, at processen omkring høreapparatudleveringen var noget af det værste, han havde oplevet. ’Jeg kunne sagtens have gået til en privat og sprunget ventelisten over, men jeg valgte det offentlige, fordi jeg gik ud fra at jeg fik den bedst mulige behandling, når der ikke var penge involveret. Men nu skal jeg ind og have udleveret mit apparat, og jeg ved slet ikke hvad jeg selv har været med til at tage stilling til. Jeg ved ikke om jeg skal have et eller to apparater, om de skal sidde inde i øret eller bagved øret. Jeg ved ingenting,’ sagde han. Der havde ikke været nogen møder, hvor han fik at vide, hvad apparaterne kunne gøre for ham – og hvad de ikke kunne gøre,” fortæller Anette Lykke Hindhede.
”Alle de møder og al den information er sparet væk. De kommer bare ind på klinikken og får at vide, at de har et høretab, at de skal have et høreapparat. Måske at de kan vælge mellem et i-øret eller et bag-øret apparat. Det er alt. Der er ikke nogen, der forklarer dem fordele og ulemper ved de forskellige typer – eller spørger, hvad de tænker.”

Brug dog pengene bedre

”Jeg synes at man burde bruge de offentlige midler anderledes,” siger Anette Lykke Hindhede. ”Forskningen er stort set gået i stå. Der er ikke midler til det mere i det offentlige. De bliver målt på produktivitet og tal og antal udleverede apparater – i stedet for at se på, hvad det er, brugerne har brug for. Hvad er det, de gerne vil have? Hvorfor laver man ikke brugerinddragelse? Hvorfor måler man ikke på brugernes tilfredshed i stedet for nogle fuldstændig intetsigende tal?”

Anette Lykke Hindhede er uddannet sygeplejerske og har efterfølgende taget en HD i organisationsteori og en cand. mag. i pædagogik på Københavns Universitet. Tidligere i år forsvarede hun sin Ph.d. Audiological rehabilitation in sociological perspectives ved DPU, hvor hun har set nærmere på den danske høreforsorg – og hvilken oplevelse, nye høreapparatbrugere gennemgår, når de skal have høreapparat for første gang.
Hendes første kontakt med deltagerne var umiddelbartinden de første gang blev præsenteret for deres høreapparat og skulle i gang med tilpasningen. Det er ofte ca. 6-8 uger efter efter første samtale med den læge, der typisk har 4-5 minutter til at fortælle hver patient, at vedkommende har ethøretab og at det kan afhjælpes af høreapparater.
Samtalerne og tilpasningen blev optaget på video.
Andet interview foregik over telefonen seks uger efter udleveringen.

Afhandlingen kan købes på DPUs webshop.