oktober 08, 2015

Høretab koster milliarder i Danmark

Share

Et stigende antal danskere får høretab. Det koster hvert år det danske samfund milliarder af kroner, fortalte Magasinet Penge på DR1 onsdag den 7. oktober.

Høretab koster milliarder i Danmark

Det skønnes, at omkring 800.000 danskere har høreproblemer. 300.000 af dem bruger høreapparat. Ifølge en privat undersøgelse kostede høretab samfundet hele 25 milliarder i 2014. En anden undersøgelse fra 2006 viste, at høreproblemer hvert år koster samfundet 2,7 milliarder i tabt arbejdsfortjeneste.

Der er ikke lavet nye offentlige undersøgelser siden, men alt tyder på, at udgifterne kun bevæger sig i en retning.

Pensionsalderen er sat op, og det betyder, at vi kommer til at se en stigning af personer med aldersbetinget høretab på arbejdsmarkedet. Flere af dem vil blive nødt til at gå ned i tid på jobbet eller ligefrem lade sig førtidspensionere på grund af høretabet.

Men det er ikke kun de ældre, der er udsatte. Internationale undersøgelser viser for eksempel, at en femte del af de unge har ødelagt deres hørelse. Hvis det samme er tilfældet i Danmark, betyder det, at samfundet vil have en mindre produktion svarende til 600 millioner kroner i 2030.

Se Magasinet Penges program om høretab her.