december 27, 2011

Gen hæmmer nye hårceller i øret

Share

Gen hæmmer nye hårceller i øret

Forskere ved Harvard universitetet i USA har fundet frem til det gen, der hæmmer dannelsen af nye hårceller i det indre øre. Opdagelsen giver grund til optimisme i forhold til, at man i fremtiden vil kunne genskabe hørelse, der er gået tabt som følge af skader på de små fimrehår.

Forskerne har fundet et særligt væksthæmmende protein, som dannes af det såkaldte 'retinoblastoma'-gen, som forhindrer at døde hårceller bliver erstattet af nye.

Resultaterne kom under forsøg med mus, hvor det lykkedes for forskerne at deaktivere genet. Resultatet var, at der blev gendannet hårceller hos de mus, der havde fået fjernet genet.

"Når genet bliver fjernet, betyder det, at de eksisterende hårceller bliver ved med at dele sig. De er ikke længere begrænset som de var før. Det giver os et helt enestående indblik i kroppens mekanismer og kan på sigt betyde at vi kan gendanne ødelagte hårceller," siger Dr. David Corey fra Harvard til den engelske tv-station BBC.

Dr. Corey understreger dog, at der skal ske megen forskning før man med sikkerhed kan sige, om genskabelsen af hårcellerne betyder, at man i fremtiden vil kunne gendanne mistet hørelse.

Kilde: www.hear-it.org