Fri af de indre fordomme

Share

Fri af de indre fordomme

Mette Brønd Fredsted er karrierekvinde, cand. merc. med 13-tal i sin hovedopgave og innovationsspecialist i en højteknologisk virksomhed. Selvtillid og et godt socialt netværk har været afgørende for hende.

Af Jakob Brodersen

”Jeg tror mine forældre opdagede det ret tidligt. Jeg havde det godt og var glad, men jeg reagerede ikke på lyde og levede i min egen verden. Jeg var ikke ligesom min storesøster,” siger Mette og lader blikket fra de brune øjne glide tænksomt rundt i det glasindrammede mødelokale.
Vi skal tale om, hvordan man når sine mål og skaber sig en karriere uden at lade sig stoppe af de barrierer og problemer,høreproblemer kan medføre. Og for at komme dertil, er vi nødt til at spole tiden 25 år tilbage
Mette havde et storthøretab og fikhøreapparater da hun var halvandet år. Hun kom i normal vuggestue og børnehave og havde gennem hele sin barndom en fast støttepædagog – en reservemor, som Mette kalder hende, der blandt andet hjalp hende med taletræning og var meget engageret i Mettes udvikling. Noget, hun selv husker som en leg.
Mette kom på centerskolen i Ballerup – en skole med specialklasser for elever med høreproblemer, men med en helt almindelig undervisningsplan og undervisning med tegnstøttet kommunikation. De mere kreative og praktiske fag som fx idræt var sammen med hørende klasser.
”Jeg oplevede det ikke som særlig dramatisk, for vi boede i forvejen tæt på,” siger Mette. ”Der var andre i klassen, der måtte rejse langt hver dag for at komme i skole.”

Netværk

”Jeg var en af dem i klassen, der havde mest med de hørende at gøre. Det at gå i en lille klasse var godt fagligt, men socialt er det godt med et større netværk,” siger hun.
”Jeg følte tidligt, at jeg havde en meget lille omgangskreds. Derfor brugte jeg også meget tid på sport og fritidsaktiviteter for at få kontakt til den hørende verden. Jeg gik til noget hver dag i otte år,” smiler hun.
I syvende klasse var hun enkeltintegreret i en hørende klasse i en måned. Dels for at tjekke at hun undervisningsmæssigt var fuldt på højde med de hørende elever – dels som en forberedelse til et videre uddannelsesforløb, der ikke ville være på samme beskyttende præmisser som hidtil. Da måneden var gået, kunne Mette konstatere at hun var lige så godt med fagligt som de hørende, men hun valgte alligevel at vende tilbage til specialklassen.
”Jeg valgte den lette vej,” smiler hun. ”Hvorfor skulle jeg sidde i al den larm og støj de sidste par år af folkeskolen?”
Men læse videre, det ville hun. Bare ikke endnu.

Down under

Efter folkeskolens afgangseksamen tog hun ud at rejse. Et år til Australien som udvekslingsstudent ligesom sin storesøster - i en lille by langt ude på det australske bøhland.
”Jeg har for øvrigt lige været der igen,” indskyder hun.
FM-udstyret tog hun bare med i kufferten.
”Der var tre grunde til at jeg tog af sted. For det første var det en drøm at komme af sted efter at min søster gjorde det. For det andet ville jeg gerne finde mig selv. Jeg var jo den dygtige og stræbsomme elev; alle kendte mig og havde en bestemt opfattelse af mig. Hvis jeg tog om på den anden side af jorden, ville jeg komme væk fra de rammer og møde mennesker, der ikke havde nogen særlige forventninger til mig.
For det tredje ville jeg gerne træne mit engelsk. For det vidste jeg, at jeg ville få brug for senere.”
Som udvekslingsstudent på skolen i Australien skulle hun allerede efter to dage stille sig op foran 500 elever og fortælle om sithøretab. På engelsk.

Netværk ver. 2.0

Tilbage i Danmark startede Mette på matematisk linje på gymnasiet. Hun fik hver uge tre ekstra undervisningstimer, som hun selv kunne vælge. Det kunne være for at få en matematisk formel forklaret en gang til eller for at stille uddybende spørgsmål til en tekst hun havde læst.
I starten af maj måned mod slutningen af 1.g, var hun på vej til skole på sin cykel.
”Jeg tænkte: ’hov – der forsvandt lyden’. Henne i skolen prøvede jeg at skifte batteri i høreapparaterne. Det hjalp ikke. Lyden var væk – der var noget galt. Jeg blev svimmel og fik ringet til min mor, der kom og hentede mig. Om aftenen talte jeg i telefon med min søster. Det var sidste gang jeg talte i telefon i meget lang tid. Hørelsen var væk.”
Tabet sendte Mette helt ned i kulkælderen og holdt hende væk fra gymnasiet.
”Jeg troede aldrig at jeg ville kunne gennemføre en uddannelse. Det var lige op til eksamen det første år. Jeg syntes at det var så uretfærdigt.”
Efter tre uger bankede det på døren. Det var Mettes veninder fra gymnasiet, der kom for at opfordre hende til at komme tilbage. Det gjorde hun. Hun bestod sin eksamen og startede efter sommerferien med to skrivetolke og eneundervisning i sprogfag otte timer hver uge.
”Det var hårdt, men høretabet skulle ikke tage undervisningen fra mig. Når jeg kom hjem fra skole, sov jeg tit indtil vi skulle spise aftensmad. Så brugte jeg aftnerne på lektier og sociale ting. Jeg var med i musicals, spillede volleyball og var meget aktiv. Jeg tænker på min gymnasietid som nogle af de bedste år i mit liv.”

Accept

Efter gymnasiet stod valget mellem statskundskab på universitetet eller Handelshøjskolen. Valget faldt på det sidste. Først den treårige basisuddannelse og derefter en to-årig cand. merc.
”Jeg er også stadig veninder med en del fra gruppen dengang. Jeg ville aldrig have kunnet gennemføre, hvis jeg ikke havde været socialt aktiv.”
Det var også først på dette tidspunkt, Mette accepterede sit høretab, mener hun.
”Jeg vidste det jo godt. Jeg havde erkendt det, men jeg havde aldrig accepteret det. Ikke gennem hele min barndom, da jeg var i Australien eller i gymnasiet. Det kom først langsomt i takt med at omgangskredsen voksede. Jeg havde haft flere normalthørende kærester og fandt ud af, at mine høreapparater ikke skræmte fyrene væk. Alle de der følelsesmæssige ting blev vigtige. At finde ud af, at andre synes at jeg var sjov og dejlig og så videre. Alle de der ting. Det tog nogle år.”

Netværk, ver. 3.0

”Jeg tror at man som hørehæmmet selv er med til at skabe nogle fordomme. Vi stigmatiserer os selv når vi tror, at hørende tror vi er dumme. Jeg er ikke så god som hørende. Kan jeg få succes? Alle sådan nogle ting. Det er der jo ikke nogen hørende, der siger. Jeg har i hvert fald aldrig mødt det. De par gange jeg har mødt fordomme omkring mit høretab, har det skyldtes uvidenhed og ikke bevidst fordom,” siger Mette.
”Det handler om selvværd og om at opbygge et socialt netværk. Hvis dit netværk bakker op om dig og kan lide dig, kan de nok også godt lide dig ude i resten af verden. Og det er jo de mennesker, der er omkring dig, der former dig og hjælper dig på vej. For mig har det været mine veninder, min specialrådgiver, min søster og min mor og far. Som voksen er det min mand og min chef på arbejdet, der støtter mig og rådgiver mig hver eneste dag.”
”Vi skaber alle sammen vores egne forestillinger om, hvad vi ikke er gode nok til. Det gør vi alle sammen. Og vi har alle sammen noget vi kan hænge det op på. Det har ikke noget med hørelsen at gøre. Men den frygt er kun indeni vores egne hoveder,” fortsætter hun. Jeg kan ikke finde de folk, der åbenlyst har talt dårligt om mig og mine evner. Det er min egen, selvskabte frygt.”

Ud i karrieren

Det blev også netværket, der gjorde Mette parat til at søge det job, hun sidder i i dag. I sin studietid var hun meget aktiv i en frivillig studieorganisation, hvor hun både udbyggede sit netværk og fik en masse relevant erfaring til sit CV. Efter at hun var blevet færdig med sin cand. merc. søgte hun forskellige job i nogle måneder - uden held.
”Jeg havde altid sagt, at jeg ikke ville arbejde med noget, der havde med mit handicap at gøre. Jeg ville ikke hele tiden mindes om, at jeg ikke kunne høre. Men en dag kom en af mine studiekammerater og foreslog, at jeg vendte det til noget positivt. Det kunne jo være det lettede jobsøgningen, hvis jeg målrettede mine ansøgninger mod udviklings- og innovationsafdelingelingerne i høreapparatfirmaerne.”
Det var ikke nogen dårlig ide. Efter syv frugtesløse måneder, kunne Mette pludselig vælge mellem to attraktive job.
Hun valgte jobbet som innovationsspecialist i et stort høreapparatfirma og er lige nu projektleder på et skandinavisk projekt.

Tro på mulighederne

”Hvis børn og unge har en drøm om noget, der gerne vil, skal der bakkes op om det,” fastslår hun. ”Forhindringerne kommer af sig selv, og vi lærer af dem. Hvis du har et hørehandicap og drømmer om at blive pilot, så skal der bakkes op om det. Ikke at der skal skabes et forventningspres eller at de unge skal være dybt urealistiske, men som ung skal man støttes til at gå efter det, man gerne vil. Det man selv tror, man vil være god til. Uanset hvor lang eller kort uddannelse, der skal til.”