Fik livet tilbage med fleksjob

Share

Fik livet tilbage med fleksjob

Som politibetjent må man være forberedt på både fysiske og psykiske strabadser, men da Arne Martin Thorsen som 38-årig fik permanent tinnitus fra den ene dag til den anden, var det en øretæve, han slet ikke var forberedt på.

Af Lotte Rømer

"Hyletonen er der altid - den kan gå lidt op og ned, men lyden er den samme. Jeg synes, jeg har lært at leve med den, men det har virkelig været nogle seje år at nå dertil. Jeg prøver jo at lægge det hele bag mig, så det er svært at huske, hvordan og hvornår alting er foregået. Jeg vil helst se fremad og glæde mig over alt det i livet, der tæller ."

Arne Martin Thorsen sender blikket på tur ud i horisonten. Regnen har endelig opgivet og er overtaget af en letskyet solnedgang i Vang på Bornholm. Med udsigt over havet har vi har slået os ned i et fredeligt hjørne af restaurant Le Port. Dagens fisk er bestilt, og mens vi smager på vinen, zapper Arne frem og tilbage i sin historie:

"Oprindelig tog jeg en uddannelse herovre som teknisk assistent indenfor byggeriet, men der skulle ske noget mere. Jeg kan godt li at udfordre mig selv, så jeg flyttede fire år til København og tog uddannelse på Politiskolen. Efter kort tid i Hillerød søgte jeg i '85 tilbage til Bornholm. Jeg har altid elsket naturen, især morgentimerne med solopgang, fuglene, rådyrene - så holdskift med nattjans og weekender passede mig rigtig godt."

Skydeinstruktør med tinnitus

Arne fortæller om de mange forskellige og alsidige opgaver hos politiet, om sin lidenskab for biler, om at holde sig i fysisk form, træning med tjenestehundene og om sit virke som skydeinstruktør:
"Ørerne blev udsat for virkelig meget. Vi brugte selvfølgelig høreværn, men de andre holder jo ikke op med at skyde, når man selv lægger sine høreværn og forlader skydebanen. Jeg kunne godt mærke, jeg ind imellem havde støj og lidt susen i ørerne, når jeg kom hjem. Men så en dag, det var i '97, står jeg ude på badeværelset og hører en slags 'flimrende græshoppe' og tænker: Hvad er dog dét for noget? Jeg troede, det kom udefra, men det gjorde det jo ikke. Og det forsvandt heller ikke. Efter nogle uger blev det simpelthen til en regulær hyletone, der bare var der konstant."

Fisken kommer på bordet, og efter passende smagsprøver fortæller Arne om lægen og ørelægen, der begge trak på skuldrene og sagde, at det måtte han 'bare lære at leve med'. Hos den daværende chef gik det heller ikke bedre:
" 'Jamen, så må du jo finde et andet job', sagde han. I en periode kom jeg i kriminalafdelingen, der gik det lidt bedre - men så kom jeg tilbage i treholdsskift. Jeg følte mig mere og mere generet af støj, især skydedagene var hårde. Efterhånden kunne jeg heller ikke sove om natten, begyndte at gå lange ture ved havet, hvor vinden og bølgerne dulmede hyleriet i hovedet. Med kone og to små børn var der i det hele taget meget at se til, og det tærede på os alle sammen. Jeg prøvede jo at klare det, men blev mere og mere frustreret og udmattet, mens tankerne kørte: Hvad skal der dog ske med mig? Hvad hvis jeg mister jobbet og skal gå fra hus og hjem? Det hele begyndte at løbe rundt, jeg blev dårligere og dårligere, fik flere og flere sygedage - og omkring årtusindskiftet røg jeg simpelthen på røven."

Ny chef med forståelse

Efter et par måneders sygemelding vendte Arne tilbage til arbejdet igen, men de lange arbejdsdage tærede stadig for meget på kræfterne. Så gik den gamle chef på pension, og den nye, yngre chef - og den ligeledes nye og yngre vicechef - viste sig at være langt mere lydhør:
"Hos den nye var der bare en helt anden forståelse - 'du får den bedste psykolog på øen, og vi betaler'. Samtidig fandt jeg en anden læge som endelig hørte efter og spurgte ind til det hele. Jeg var også en tur på Riget, blev tjekket på alle mulige måder, prøvede forskellige piller, men uden resultat. Så til sidst - ved hjælp af den nye chef, den nye læge og Hasle kommune - lykkes det i marts 2002 at få en fleksordning, så jeg kunne fortsætte med at arbejde. Og langsomt begyndte jeg at kravle opad."

Støtte fra familien

"Jeg ser jo ikke syg ud. Kommer man ind ad døren med en brækket arm eller ben, kan folk jo se problemet. På den måde har det nok været svært for kollegerne. De vidste ikke rigtig, hvordan de skulle forholde sig," siger Arne.
"Jeg er ikke bange for livets øretæver, men denne 'usynlige' øretæve har været noget af en proces. I dag har jeg hovedsagelig administrative opgaver, og den nedsatte arbejdstid har gjort, at jeg kan klare mine opgaver. Det er en daglig sejr - jeg kan noget, er noget stadigvæk. Der kommer ikke bare en check ind ad døren, det er selvforstærkende hele vejen rundt. Jeg skal dog hele tiden passe på, må strukturere min dagligdag og holde styr på, hvad jeg skal de næste 24 timer. Der skal jo være overskud til familien også - og foreningsarbejde, som jeg holder af, bl.a. som næstformand for Ménière-Tinnitus Foreningen på Bornholm.
Min kone har været fantastisk, det har virkelig også været en kæmpe belastning for hende. Vores ressourcer skulle pludselig bruges til noget helt andet, end vi havde regnet med. Og da det så allerværst ud, måtte hun jo klare både fuldtidsarbejde, hus og børn. Nogle af vennerne er simpelthen røget i svinget - men jeg synes, vi er kommet nogenlunde hele ud af det, selvom det er med plastre på ."

Vi har for længst fortæret den velsmagende fisk, og mens vi nyder kaffen og de sidste rester af solnedgangen, går mine tanker til Arnes kone, der inden turen til Vang nåede at give sit besyv med:
"Jeg ville ønske, vi havde vist noget mere - at noget havde fortalt os, hvad dét her handlede om. I stedet for skulle vi bruge alle de år på finde ud af det hele selv. Man tænker jo hele tiden 'om lidt bliver alt som før' - men sådan er det ikke. Der er bare en usynlig, men markant streg mellem livet før og livet efter ."