Fascineret af det umulige

Share

Fascineret af det umulige

Jørgen Albæk er 66 år og administrerende direktør i en større produktionsvirksomhed. Han har siddet i ledende stillinger hele sin professionelle karriere. At han fik høreapparat som 48-årig som følge af et arveligt høretab, har aldrig været et problem.

Af Jakob Brodersen

"Det var i forbindelse med et møde, hvor vi var flere til stede. Bagefter sagde min daværende chef til mig, at det med hørelsen - det skulle jeg nok lige få tjekket på."
Jørgen Albæk skruer tiden 18 år tilbage til første gang en kollega i det firma, han dengang var salgsdirektør i, gjorde ham opmærksom på, at han vist ikke rigtig havde hørt, hvad der var blevet sagt. Jørgen Albæk kan ikke huske, hvad mødet drejede sig om - men han kan huske, hvad han fik at vide bagefter.
"Jeg blev ked af det. Der var mange ting, der fór rundt i hovedet på en... Om det nu var ensbetydende med, at jeg ikke længere kunne have det job, jeg havde. Den slags ting drønede jo rundt i hovedet med det samme. Og det var det, der optog mig: hvordan jeg kunne føre det igennem, som jeg var i, og som jeg var glad for. Jeg spekulerede meget på hele min arbejdssituation fremover."
Efter et besøg hos ørelægen, der afslørede at Jørgen Albæk havde brug for høreapparater, satte han sig et mål, som han ikke ville afvige fra: han ville fastholde sin jobsituation. Og ikke nok med det; han ville videre i verden. "Og det er også lykkedes for mig. I allerhøjeste grad," konstaterer han.

Holdt fast i sit mål

I forbindelse med sine overvejelser tænkte han en kort overgang på, om han skulle vælge at lægge sin karriere om og finde et arbejde, der ikke krævede så meget kommunikation - men tanken droppede han hurtigt: "Det var ikke fristende. Det, jeg virkelig ville, var det, jeg var i gang med. Det arbejde, jeg havde indenfor det område. Så jeg koblede alternativerne fra."
"Det har i allerhøjeste grad noget med vilje at gøre. Man skal holde fast i, at man vil det her. Og så kan man også. Det er helt sikkert," siger Jørgen Albæk, der samtidig indrømmer, altid at have været fascineret af at give sig i kast med det, der på forhånd virker umuligt.
"Hvis alle tror, udfaldet er givet på forhånd, har man jo alt at vinde," siger han med et smil.

Kæmpede mod flovheden

Helt let var det dog ikke at gå fra at være normalthørende til, pludselig at skulle være afhængig af hjælpemidler.
"Jeg var flov over det. Jeg forsøgte at skjule det så meget jeg kunne. Helt i starten tog jeg høreapparaterne af og på og puttede dem i overlommen og tabte dem på gulvet og de gik i stykker. jeg rendte og gemte det for mig selv alle mulige andre. at jeg har det handicap. Der gik en ret lang periode inden jeg blev mere åben omkring det og jeg gemte mig virkelig meget i starten. Det var meget ubehageligt - og også kompliceret, for ofte tog jeg kun et høreapparat på og forsøgte at vende den side til, hvor der ikke var et høreapparat. Den type af ting. Det var stressende at man aldrig rigtig vidste om man hørte det, der blev sagt. Og hvis nogen spurgte en om noget, hørte man måske ikke hele spørgsmålet, og så kom man til at svare forkert. Men så kører det også hen imod at man tænker 'det her det går simpelthen bare ikke'. Det blev betydeligt meget lettere i samme øjeblik man gør sig klart, at sådan er det - og så simpelthen tage det som det kommer. Og jeg har ikke haft noget uheldigt ud af at stå frem. Der er aldrig nogen, der har kommenteret noget som helst."
For Jørgen Albæk var det et spørgsmål om at vænne sig til tanken om at være høreapparatbruger, før han turde står frem. Erkendelsen tog ham tre år.
"Alle dem, der er tæt på en, ved det. Og efterhånden breder den gruppe sig, som kender en - og som kender til, at man har et høretab. Til sidst, når man så skal være sammen med nogen man ikke kender i forvejen, er man ligeglad - for så har man vænnet sig til at man er omgivet af nogen, som kender ens handicap og har accepteret det."

Som at skulle forstå svensk

"Jeg fornemmede selv, at jeg havde en form for blokade overfor det at skulle bruge høreapparater for at kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg sammenligner det lidt med det at skulle tale et andet skandinavisk sprog," siger Jørgen Albæk.
Det firma han er direktør i, er en del af en større international koncern, og han har ofte medarbejdere, der skal til Sverige. I starten var de ikke meget for at tale svensk - og det fik den administrerende direktør til at se en parallel til sit eget høreproblem:
"Det må også være fordi man laver en eller anden form for blokade. Det er jeg sikker på, for efter ikke ret lang tid har man vænnet sig til lyden og den måde de snakker på. Det er det samme som med høreapparater. De lyde man får ind i hovedet, ændrer sig kraftigt fra tidligere på grund af høreapparatet. Og det giver en form for stopklods inde i hovedet. Man koncentrerer sig alt for meget om at høre det, der bliver sagt, så man ikke forstår det rigtigt. Så er det, man får ondt i hovedet og bliver træt. Hele ens tankevirksomhed er koncentreret om det at høre frem for at forstå. Men det er ligesom med det svenske sprog - man vænner sig til det."

Ikke handicappet

Jørgen Albæk har altid stræbt efter at få det bedst mulige indenfortekniske hjælpemidler - først gennem det offentlige og siden gennem private forhandlere.Høreapparater har gjort, at han de sidste 18 år har kunnet passe sit arbejde som han gjorde før. Han har bl.a. en stilling som salgsdirektør bag sig, inden blev hentet ind som administrerende direktør i den virksomhed, hvor han er nu.
"Jeg tror aldrig, det har haft nogen som helst betydning. Slet ikke. Der er ikke noget i mit job, jeg ville have kunnet gøre bedre, hvis jeg havde normal hørelse," siger Jørgen Albæk.
"Jeg er helt sikker på, at hvis du spørger nogen i organisationen her, så har de ikke nogen problemer med at have en hørehandicappet chef. Det er jeg helt sikker på," siger han. Og der er ingen tvivl om, at han sådan er det.
"Jeg er ikke handicappet andet end i retning af at jeg skal huske, at når jeg skal til møde og der er mange mennesker og jeg måske skal op og sige en ting - så skal jeg være sikker på, at de batterier, der sidder i apparatet ikke går ud midt under forestillingen. Men når man har været høreapparatbruger gennem længere tid, får men en meget kraftig fornemmelse af, hvornår tingene sætter ud. Og når jeg kommer i nærheden af den dag, så skifter jeg batterierne ud. På andre måder føler jeg ikke at det er et handicap."