Et høretab fylder mest på indersiden af hovedet

Share

Et høretab fylder mest på indersiden af hovedet

Dorte Rædkjær Pedersen er 34 år og har været kørestolsbruger hele sit liv. For ti år siden begyndte hendes hørelse at svigte, og de seneste otte har hun brugthøreapparat. Hun er åben omkring det, for jo mere synligt det er, desto mindre fylder det for hende selv.

Af Jakob Brodersen

Det var en kamp, overhovedet at få høreapparatet.
Dorte Rædkjær Pedersens ørelæge mente nemlig ikke, at der var noget at gøre ved hendeshøretab. Det sad lige i taleområdet og gjorde det svært for hende at skelne, hvad andre sagde. Han sagde til hende, at hun måtte vente, til hun på et tidspunkt ville få etaldersbetinget hørenedsættelse og så håbe på, at man kunne gøre noget ved høretabet til den tid.
”Jeg gik rundt og tænkte ’det var da Sørens – er det virkelig det her jeg skal leve med, og skal jeg vente så længe’. Men det kunne jeg ikke, så jeg fik en ny ørelæge,” siger Dorte. ”Selvfølgelig kunne man gøre noget, og kort efter fik jeg mine første apparater.”

Lyd erstattet med angst

”Der var en periode, efter jeg havde fået apparaterne, hvor jeg var ekstremt opmærksom – nærmest over-bevidst omkring, at jeg ikke længere hørte verden omkring mig normalt,” fortæller hun.
Det ændrede lydbillede betød, at Dorte Rædkjær Pedersen blev ramt af angstanfald.
”Jeg var meget opmærksom på, at der var ting, jeg ikke kunne høre. Hvis det regnede kraftigt, kunne jeg have en følelse af, at der gik nogen inde i stuen. Det var belastende. Lige pludselig blev jeg også ked af, at jeg ikke kunne høre fuglene. Og det er noget værre fis, for det har aldrig interesseret mig. Men da jeg først blev opmærksom på det, fik jeg meget fokus på de ting, jeg ikke kunne høre. Uanset om de havde interesseret mig eller ej.”
Det blev en lang periode med sorg over at have mistet en del af høresansen. Det var først da en veninde tog fat i hende, at hun kom videre.
”Hun sagde: ’prøv lige at høre – du er nøjagtig den samme, som du var før. Nøjagtig den samme. Du kan de samme ting, som du kunne i forgårs. Nu ved du bare, at du har en hørekurve, der ser sådan her ud.’”

På kursus for at tackle sin situation

Allerede inden hun fik høreapparater, havde Dorte Rædkjær Pedersen læst en række bøger om høretab og høretaktik. (Bl.a. Lotte Rømers ”Hva’?”), så hun var indstillet på, selv at skulle gøre en indsats for at finde ud af, hvordan hun skulle leve med høretabet.
”Det helt store gennembrud kom nok, da jeg kom på kursetBevar Dit ArbejdeCastberggård, hvor jeg mødte andre i samme situation. Der var erfaringsudveksling på højt plan. Og det var ret massivt mens det stod på.”
På kurset blev hun opmærksom på en række ting, hun ikke havde tænkt på før. Blandt andet kunne hun nu kæde den voldsomme træthed, der plagede hende, sammen med høretabet. Det havde hun ikke gjort før, for den første ørelæge hun havde været hos, havde jo sagt til hende, at hendes høretab ikke var så voldsomt.
”Om ikke før, gik det op for mig på det kursus, at min hørenedsættelse ikke var ubetydelig. Jeg kunne ikke bare lade som om den ikke var der,” siger hun.

Synlig teknik gør det lettere

Det at skulle vænne sig til at bruge høreapparaterne, var aldrig noget problem for Dorte.
”Alt det tekniske kunne jeg sidestille med den kørestol, jeg havde i forvejen, ” siger hun. ”Det var et symbol på, at min hørelse ikke var normal – så på den måde, syntes jeg det var en stor hjælp.”
”For mig fyldte hørenedsættelsen mest på den indvendige side af hovedet. Indtil jeg begyndte at stå ved den, gik jeg og puttede mig. For ikke at være til besvær, for ikke at virke dum og alle de der klassiske ting. Men jo mere jeg har synliggjort mit høretab, jo lettere er det blevet, for jo mindre fylder det for mig selv. Efter jeg har fået alle mine tekniske apparater og alt, hvad der hører til, fylder det ikke så meget.”
”Der vil altid være situationer, hvor jeg er hægtet af. Men det er ikke dem, jeg går og husker på.”

Man dør ikke af et høretab

Dorte Rædkjær Pedersen er meget opmærksom på, at det kun er hende selv, der kan tage ansvar for, at hun kan følge med i det liv, hun vil leve.
”Hvis jeg for eksempel kommer ind på en cafe og der er alt for høj musik, går jeg altid op og spørger, om jeg kan få skruet ned. Hvis ikke det kan lade sig gøre, går jeg igen. Og jeg kan heller ikke forvente at andre folk kan huske, hvordan jeg skal have det,” siger hun. Det betyder, at hun af og til må gentage sine behov for folk mange gange, men det er en pris, hun er villig til at betale.
”Det er jo mig, der skal have noget ud af denne her samtale, denne her fest eller dette her samarbejde.”
”Nogen gange er det da træls, at man ikke bare kan glide med på frihjul og ryge ind i en homogen masse ligesom alle de andre, men man dør altså ikke af at være hørehæmmet. Det er ikke mere traumatisk end man gør det til. Det bliver ikke anderledes af at jeg sætter mig ned og ønsker at min hørekurve var bedre. Det bliver den ikke. Og når man nu ikke dør af det, kan man jo lige så godt fortsætte med at leve.”