december 27, 2011

Englændere mister hørelsen i undergrundsbanen

Share

Londons berømte undergrundsbane The Tube er direkte skadelig for hørelsen. Det viser en undersøgelse, der er foretaget af det audiologiske fakultet på University College i den britiske hovedstad.

Visse steder er den larm, de rejsende bliver udsat for, lige så kraftig som lyden af et jetfly, der er ved at lette.

Fakultetet har foretaget målinger på fire ture med undergrundslinjen Victoria Line i det centrale London. Gennemsnitsstøjen var på 88-89dB, men på de værste steder, nåede støjen helt op på 118 dB.

"Rejsende, der ofte bruger undergrundsbanen risikerer at deres hørelse bliver dårligere, så de pludselig hører lige så ringe som folk, der er tyve år ældre end dem selv," siger professor Deepak Prasher til BBC.

"Selv om de fleste kun tilbringer forholdsvis kort tid i undergrundsbanen, kan man med tiden opbygge et alvorligt høretab. Hvis man rejser ofte og benytter den linje, skal man seriøst overveje at brugehøreværn under rejsen," siger han.

Passagerer, der dagligt færdes i Københavns Metro behøver dog ikke frygte for at det skal gå ud over hørelsen.
Den danske undergrundsbane lever nemlig op til alle gældende støjkrav og benytter sig desuden af perrondøre, der sørger for afskærmning mellem perronen og skinnerne, oplyser Ørestadsselskabet.