En søgende sjæl

Share

En søgende sjæl

Kirsten Hatting er 67 år. Hun har hørt dårligt i de 63. Først efter folkeskole, gymnasium, to afbrudte akademiske uddannelser og en gennemført uddannelse på lærerseminariet kom hun til at bruge høreapparater.

Af Jakob Brodersen

Da Kirsten Hatting var en lille pige på tre-fire år, fik hun mæslinger ogmellemørebetændelse. ”Jeg kan ikke selv huske det,” siger hun. ”Når man er barn, får man jo sygdomme. Det første jeg kan huske, hvor jeg havde høremæssige problemer var, at min mor korrigerede mig så meget, fordi jeg sagde meget ”hva’?”. ”Det hedder det ikke, det hedder ”Hva’beha’r,” sagde min mor. Og hun hersede med mig, fordi jeg skulle sige ’kostskole’ og ’kunstsilke’ og ’skovsnegl’. Og jeg sagde det ikke rigtigt.”
Kirsten Hatting havde fået en hørenedsættelse, som gjorde det svært for hende at lære at tale korrekt, men på grund af ydre omstændigheder, havde hendes forældre ikke overskud til at være så opmærksomme. Året var 1944, og Kirsten Hattings far var aktiv modstandsmand, så familien måtte flygte til Sverige i krigens sidste år.

Gennem folkeskolen som nummer ét

Efter krigen vendte familien, hvor der nu var tre børn, tilbage til Danmark. Faderen var nyuddannet læge, og det betød at de i de første år måtte flytte fra København til Vestjylland, Sønderjylland og videre til Marstal. Det var ikke rammer, der gav mulighed for særligt fokus på den ældste datters hørelse, og Kirsten Hatting var heller ikke selv opmærksom på, at hun havde svært ved at høre.
Der var heller ikke de store problemer med at følge med i skolen. På trods af høretabet klarede Kirsten sig godt. Hun sørgede for at komme til at sidde godt i klassen, så hun kunne se læreren og følge med i, hvad der blev sagt.
”Jeg lå jo i toppen af klassen, ikke? Og så tager man jo tingene på en anden måde. Hvis nu jeg havde været mere tung, ville man måske have sagt: ’hvad er det der gør, at hun ikke kan klare det?’ Men når jeg nu var den, som de andre kom til for at få hjælp, var der jo ikke nogen, der troede at jeg ikke kunne klare det.”

Chok i gymnasiet

”Min far satte mig meget, meget højt – og der måtte ikke være noget i vejen med mig,” forklarer Kirsten Hatting. ”Han gik og pralede med mig, og jeg var lidt flov over det – for jeg kunne ikke leve op til det. Han forventede sig noget meget stort af mig, tror jeg nok.”
I hvert fald blev Kirsten Hatting sendt til København, hvor hun blev indskrevet på Metropolitanskolen, hvor hun skulle gå i gymnasiet. Det var en ganske anden oplevelse end skolen hjemme i Marstal. På Metropolitanskolen befandt Kirsten Hatting sig pludselig blandt det bedre københavnske borgerskabs børn, hvor det var svært at blive accepteret, hvis man ikke talte med samme dialekt som de andre – eller hvis man havde svært ved at høre.
Kirsten Hatting boede på et pensionat sammen med sin bedstefar, der overtalte hende til at få målt sin hørelse på Hørecentralen.
”De målte mig og kom så med det her, at jeg skulle have høreapparat. Jeg synes ikke det ville være rart at skulle komme i skole og være anderledes på den måde. Nu kunne jeg jo se, hvordan nogen var anderledes – og det var ikke accepteret. Det er det ikke på sådan en snobbeskole. Det var ikke noget jeg havde lyst til.”
Kirsten Hatting blev udstyret med et stort høreapparat, der hang i en pose omkring halsen og med slanger op til ørerne. Hun havde det på i skole én dag. Så afleverede hun det tilbage til hørecentralen.
”Jeg tænker tilbage på det med afsky,” siger hun. ”Jeg ville ikke.”

Skiftende studieår

På trods af høretabet klarede Kirsten Hatting sig igennem og fik en middel studentereksamen. For stadig at leve op til sin fars forventninger, søgte hun – med ført hånd – ind på medicinstudiet. ”Det var meget læsning, så der oplevede jeg aldrig at jeg havde høreproblemer,” siger hun.
Det var dog så som så med interessen for studiet, og efter fire et halvt år besluttede hun sig til at skifte – til forhistorisk arkæologi.
”Det var min store interesse – men det er jo et ret brødløst fag,” siger Kirsten Hatting. ”Og jeg var glad nok for det, men der var ikke rigtig fremtid i det. Så jeg læste halvandet år før jeg besluttede mig for at søge ind på seminariet.

Sammenbrud førte til høreapparater

Da hun var blevet færdig som lærer, arbejdede Kirsten Hatting to år i folkeskolen, men kunne heller ikke rigtig finde sig til rette i arbejdet. Hun var glad for børnene, men alting var alligevel ikke helt som det skulle være.
I stedet valgte Kirsten Hatting, der er katolik, at tage et prøveår i et kloster. Men her fik hun et sammenbrud – en livskrise, der førte til at hun blev indlagt på Dianalund.
Lægen på stedet mente, at Kirsten Hattings største problem var, at hun ikke kunne høre ordentligt. Derfor sagde han til hende, at han syntes at hun burde få sig et parhøreapparater.
Det hjalp.
”Det var sådan set chokerende. Jeg ville gerne hurtigt vænne mig dem. Jeg gik med dem hele tiden. Den første tid jeg havde høreapparater, sov jeg to tredjedele af tiden. Jeg var simpelthen så træt. Når jeg gik en tur, larmede fuglene. Det var på den ene side spændende – og på den anden side frygteligt anstrengende. Men jeg fik altså vænnet mig til det.”

Tilbage på arbejdsmarkedet

Kirsten Hatting kom så meget ovenpå, at hun vendte tilbage til skolearbejdet, hvor hun primært underviste små elever. Hun var meget åben omkring sine høreapparater og viste sine elever hvad det var, hun havde i ørerne og hvordan det virkede.
”Det tog de meget afslappet. Ligesom hvis jeg kom og viste dem, at jeg havde fået nye briller. De sagde bare ’nå’,” smiler hun.
Men det var stadig hårdt. Efter et par år søgte hun ind på biblioteksskolen og blev uddannet til bibliotekar ved videnskabelige biblioteker.
”Når nu jeg ikke kunne arbejde med det, jeg helst ville (som lærer, red.), var biblioteksarbejde ikke det dårligste. Det var jo spændende arbejde, og til det meste af det havde jeg ingen høreproblemer.”
Hun nåede dog kun at arbejde som bibliotekar i knapt et år, før hun atter stod bag katederet i en lærerstilling. Denne gang holdt hun fast og blev på skolen i 11 år, indtil hun fik tilkendt førtidspension på grund af sit høretab i 1989.

Lykke, førtidspension og teologi

”Det var altså bare lykken,” siger Kirsten Hatting, da hun tænker tilbage på tiden, da hun gik på førtidspension. Inden længe havde hun meldt sig til teologistudiet på Københavns universitet. Et studie, hun først for nylig er holdt op med, fordi hun ikke har lyst til at bruge lang tid på de afsluttende eksaminer – og fordi hun har fået sværere og sværere ved at skelne hvad der blev sagt.
”Det er måske høretabet der har gjort, at jeg ikke er gået så glat igennem,” siger Kirsten Hatting og lader det indre blik glide tilbage over sin omskiftelige tilværelse.
”Men mit teologistudium har været en meget betydningsfuld del af mit liv. Og hvis ikke jeg havde haft den dårlige hørelse, var jeg ikke kommet på førtidspension, og så havde jeg ikke kunnet læse teologi – og det er noget af det, der har været med til at forme mig.”