En proces – ikke en afleveringsforretning

Share

En proces – ikke en afleveringsforretning

Susanne Bisgaards doktorafhandling i kulturantropologi fik hende til at følge en gruppe mennesker, der stod for at skulle have høreapparat for første gang. Hun interviewede dem om deres forventninger, oplevelser og erfaringer.
Resultatet giver en række fingerpeg til både system og brugere om, hvilke veje der fører til succes.


Af Jakob Brodersen

”Alle vil gerne have mulighed for at vende tilbage for mere tilpasning og undervisning.”
Sådan opsummerer Susanne Bisgaard den væsentligste konklusion på sin doktorafhandling.

Igennem en periode på halvandet år har hun fulgt 41 mænd og kvinder i alderen 42 – 92 år, der stod for at få deres førstehøreapparat. Gennem en lang række interviews både før, under og efter høreapparatudleveringerne har hun kunnet tegne et billede af, hvilke forventninger den enkelte havde – og om de blev indfriet.
Desværre svarede erfaringerne kun sjældent til forventningerne, for som udgangspunkt aner nye brugere ikke, hvad de går ind til.
Derfor er det særdeles vigtigt, at der i det professionelle system er tid til at hjælpe de nye brugere godt i gang med høreapparaterne - at de bliver indkaldt til løbende efterkontrol.
”Der er flere steder, hvor efterfølgende tilpasning ikke er en del af konceptet,” fortæller Susanne Bisgaard. ”Ofte bliver folk sendt hjem med beskeden om at ’du skal prøve at vænne dig til dem’. Men alle har behov for en efterfølgende kontakt.” siger hun.

”Det er jo en politisk beslutning hvor lang tid der er til den enkelte ude på de offentlige høreklinikker, og generelt set var der måske lidt bedre mulighed for at vende tilbage til efterkontrol hos de private forhandlere. Under alle omstændigheder er det vigtigt at de, der udleverer, instruerer og tilpasser er sig deres rolle bevidst. For brugeren står der rigtig meget på spil.”

Tag sagen i egen hånd

”Ideelt set burde man jo gå ud ad døren på høreklinikken med noget, der bare virker. Men i virkelighedens verden er der en vis risiko for at kæden hopper af i samspillet mellem teknologi, institution og menneske,” siger Susanne Bisgaard.
Derfor er opfølgning nødvendig. Og hvis processen fra eksperternes side ikke er tilrettelagt optimalt, er brugeren nødt til at have nogle kompetencer med sig, hvis det hele skal gå godt.
”Det at få et høreapparat er en læringsproces, hvor man skal lære at lytte til verden gennem teknologi. Derfor er det også nødvendigt, at man som bruger har evnen til at lære.”

Og læreevnen er langtfra den eneste faktor. Jo mere bevidst man er om sin rolle i sociale netværk, desto bedre. Intellektuel bevidsthed omkring kommunikationen er også et vigtigt incitament. Susanne Bisgaard giver et eksempel på en professor, der med stor fornøjelse slukkede for høreapparaterne for at slippe for hverdagens trivialiteter, men var glad for at kunne høre når han var sammen med studerende og ligesindede på universitetet.
Er man alt for forfængelig og fokuseret på, om andre vil lægge mærke til høreapparatet, virker det også som en hæmsko. Teknologisk interesse er en fordel, ligesom et godt helbred – og så kan det være nødvendigt med et stort mål af beslutsomhed og viljestyrke.
”Det er klart – hvis der opstår problemer med teknologien eller med de mennesker, der skal hjælpe én, så er det er helt afgørende hvad man selv gør for det,” forklarer Susanne Bisgaard. ”I min undersøgelse var der fire deltagere, der helt opgav høreapparaterne og ni, der valgte at bruge en meget passiv strategi overfor høreklinikkerne. Det var typisk dem, som manglede nogle af de nødvendige kompetencer for at få tingene til at fungere optimalt," siger hun.

Som udgangspunkt ved vi intet

En af årsagerne til at forventningerne ikke altid bliver indfriet hos nye brugere er, at alle, der ikke har et høreapparat, reelt set ikke aner hvordan det lyder.
”Det svarer ikke til at tage et par briller på hvis man ser dårligt,” understreger Susanne Bisgaard. ”Det er først efter et stykke tid man kan vurdere lyden og om den rigtige indstilling er fundet. Derfor er høreapparatbehandling en proces – ikke en afleveringsforretning.”
”Dårlig hørelse er en kommunikationsbarriere, som skiller os ad socialt. Derfor vil vi gerne distancere os fra den. Hører vi dårligt, vil vi helst ikke mindes om det. Vi vil helst bare glemme det. Det betyder at der er manglende viden om det at bruge høreapparat i vores fællesskaber. Den viden er ikke tilgængelig,” siger hun.

”Der er en meget ringe bevidsthed om, hvor meget det betyder at miste hørelsen – selv hos folk, der har fået høreapparat, og som står af fra smalltalk og megen kommunikation.”
”Høresagen er ikke en god sag, fordi det bliver forbundet med, at man så ikke rigtig kan følge med mere. Derfor er det også svært at samle folk om sagen. Måske er det derfor der er så få medlemmer i Høreforeningen i forhold til hvor mange der er med i fx Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse osv.”

Susanne Bisgaard skrev sin doktorafhandling ved universitetet i Frankfurt, men fandt deltagerne til sine interview gennem både deaudiologiske afdelinger på Bispebjerg og Gentofte hospital og viaprivate høreklinikker.