En kamp at lære at høre igen

Share

En kamp at lære at høre igen

Anne-Birthe Merrald er 52 år. Efter at hun i løbet af en årrække var blevet døvbleven, sagde hun i 2003 ja tak til enCochlear Implant-operation. I dag har hun fået meget hørelse tilbage, men det at lære at høre igen var en lang og sej kamp – og hun advarer andre mod at hoppe på solstrålehistorierne.

Af Jakob Brodersen

”Jeg er ikke normalthørende. Og jeg bliver aldrig normalthørende. Det kan godt være, du får et CI, men normalthørende bliver du aldrig.” Stemmen vakler en smule, men blikket i Anne-Birthe Merralds øjne flakker ikke en millimeter. Dét budskab skal ud, og hun er tydeligt berørt.

Lang tid om erkendelse

I løbet af en årrække på 10-15 år mistede Anne-Birthe Merrald så meget af sin hørelse, at hun til sidst var helt døv på det ene øre og kun havde en ganske lille hørerest på det andet.
”Det gik forrygende stærkt. Jeg kunne gå i seng om aftenen og vågne op næste morgen og sige ’hov, mit høreapparat virker vist ikke’. Så kunne jeg gå ned og blive kontrolleret og se, at nu havde jeg tabt noget igen,” fortæller hun.
”Jeg har været en af dem, der har været utrolig lang tid om at erkende, at jeg var døvbleven. Jeg har altid kunnet klare mig forbistret godt, fordi der altid lige var kommet et nythøreapparat på markedet eller et nyt hjælpemiddel, så jeg mærkede ikke så kraftigt, hvor dårligt jeg egentlig hørte. Jeg kunne godt holde det lidt på afstand. Og det er nok det dummeste, jeg nogensinde har gjort.”

Mangelfuld information om operation

”På et tidspunkt blev jeg visiteret til en samtale (om Cochlear implant, red.) på høreklinikken i Århus. Jeg kan huske at jeg havde en veninde og en af mine døtre med. Det kan da godt være, at jeg fik en masse gode informationer, men det jeg savnede var at kunne gå hjem med noget på skrift, hvor der stod: ’lad være med at have de store forventninger.’ Ikke alene ville jeg gerne have haft det på skrift – jeg ville også gerne have haft at der var en skrivetolk med ved den samtale,” siger Anne-Birthe Merrald.
”Jeg sidder der og mundaflæser af bedste vilje, men jeg vil da ikke love, at jeg har fået 100 procent med af, hvad der er blevet sagt. Jeg ved med sikkerhed, at det har jeg ikke. Og jeg har det sådan, at jo flere informationer jeg får inden jeg skal træffe en vigtig beslutning, desto nemmere er det at træffe den.”
Alligevel sagde hun ja til at gennemgå operationen ud fra den forudsætning, at hørelsen på hendes dårlige øre alligevel ikke kunne blive dårligere – og at bare en lille smule lyd, ville betyde meget for hendes livskvalitet.

Hul igennem

Efter en CI-operation går der ca. tre-fire uger hvor såret skal hele, inden der bliver sat lyd til apparatet. Og da der først kom lyd på, var det en voldsom oplevelse for Anne-Birthe Merrald:
”Da jeg havde haft lyd på i fem minutter, kunne jeg følge med i samtalen, som teknikeren og hørepædagogen havde,” siger hun. ”Jeg var så overvældet. Jeg tudede og tudede. De næste to måneder var bare så overvældende. Jeg tror ikke folk med normal hørelse kan forestille sig, hvor indskrænket verden bliver uden lyd.”
”Samme eftermiddag skulle jeg ned og handle. I den første butik jeg gik ind i, var der musik i baggrunden, så der kunne jeg ingenting høre. Så gik jeg ind i den næste butik, hvor jeg skulle hente noget – og forventede ikke at kunne høre noget. Men der var ingen musik, og da ekspedienten med ryggen til sagde: ”Det bliver 250 kroner” kunne jeg forstå det. Det var en time siden jeg havde fået lyd på, og jeg fik simplethen bare et enormt stort håb om, at det her skulle nok gå, hvis jeg selv ville. Så jeg tudede igen, og damen i butikken vendte sig om, og sagde: ”Jamen, var du ikke klar over prisen?”,” griner Anne-Birthe Merrald. ”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde ville kunne forstå det, hvis der var nogen, der sagde: ”det bliver 250 kroner” med ryggen til mig.”

En lang rejse mod lyd

Men selv om hun kunne høre lyd med det samme, lå der et langt og sejt slid foran hende, før Anne-Birthe Merrald langsomt begyndte at kunne bruge sin ’nye hørelse’. Hun gik til undervisning på høreinstituttet, hvor hun skulle lære at genkende ord og lyde.
”I starten fik jeg en masse ord, og så skulle jeg kigge væk og fortælle, hvor mange af dem jeg kunne høre der blev sagt. Og jeg syntes det var svært. Så jeg bad om at få alt materialet med hjem. Så gik jeg rundt til venner og bekendte og inviterede folk hjem for at få dem til at hjælpe med at træne.”
Hun valgte at sygemelde sig i tre måneder, hvor hun trænede sin hørelse intensivt; lånte lydbånd og bøger og øvede sig ved at se begge tv-aviser uden at sætte sitFM-udstyr til. Hvis der var noget, hun ikke havde forstået første gang, fangede hun det nok anden gang. Hun hørte radio mellem en halv time og tre kvarter hver dag og hun begyndte at lytte til musik, som hun kendte og kunne huske fra tidligere.
”Er du vild mand, det var hårdt arbejde. Jeg tror jeg trænede tre timer hver dag. Og det at lære at snakke i telefon var hårdt arbejde. Selv om det var med teleslynge, var det jo uden mundaflæsning.”

Stadig træt

Det at lære at høre igen efter en CI-operation er afhængig af en række faktorer: hvornår man er blevet døv, hvor længe man har været døv, hvor meget man træner. Og Anne-Birthe Merrald føjer begrebet ’personlighed’ til rækken:
”Hvor viljestærk er du? Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil lægge noget energi i det her, kan du så det? Men jeg havde jo heller ikke været totalt døv i ret lang tid, så derfor gik processen for mig måske også hurtigere.”
Men trætheden plager hende stadigvæk. Og deltidsjobbet som hjemmesygeplejerske stiller store krav til hendes hørelse. ”Jeg må simpelthen ikke høre forkert,” siger hun. ”Det tager enormt meget hjernekapacitet, fordi man skal være så koncentreret.”

Forvent ikke mirakler

Anne-Birthe Merrald er bekymret for, at der bliver tegnet et alt for rosenrødt billede af, hvad det vil sige at bliver CI-implanteret. Og ironisk nok bærer hun selv en del af skylden – som velfungerende eksempel.
”Jeg tror at der er nogle hørehæmmede og pårørende, der har nogle meget urealistiske forventninger. Det, jeg synes er problemet nogle gange er, at når man trækker nogen frem, så er det altid solstrålehistorierne. Det er dem, man altid hører om, og dem der altid fortæller, hvor godt det går. Dem, det ikke går så godt for, hører vi aldrig om. Hvor går de hen for at komme videre i livet? Hvor er deres netværk?” spørger hun retorisk. Lige nu findes det ikke.
”Jeg synes også det er meget vigtigt at understrege inden man laver en CI-operation, at man ikke ved, hvordan resultatet bliver.”