Efter regn kommer sol

Share

Efter regn kommer sol

I midten af 90’erne var der altid trængsel og alarm på Skolen på Kastelsvej. Elevtallet var dengang 143. I dag er der væsentligt bedre plads i klasselokalerne. Blot 62 elever har nu deres faste gang på stedet.

Af Ole Jeppesen

Det, som i mellemtiden er sket, er Cochlear Implant. Slet og ret . En opfindelse, der har hvirvlet alting rundt på høreområdet - og på den 202 år gamle skole. En opfindelse, som konstitueret leder Janus Olsen alligevel kalder ’pragtfuld’.
”Hvis jeg fik et døvt barn, ville jeg ikke være to sekunder i tvivl om, at det skulle CI-opereres. Det er simpelthen den rigtige beslutning i nærmest alle tilfælde. Men de CI-opererede har alligevel brug for støtte, så de ikke bliver isoleret derude. Der kommer vi så ind i billedet igen,” siger Janus Olsen med et lille smil.
Skolelederen bad en gang en elev tegne et billede af sig selv. Da hun var færdig, viste tegningen en meget lille pige med et kæmpestort høreapparat.
”Det sagde mig klart og tydeligt, at implantatet er noget, som gør dem anderledes – i deres egne øjne. Jeg og mine kolleger skal lære dem, at det gode liv er indenfor rækkevidde. Nok er de anderledes på et lille bitte punkt, men de er normale, og der er masser af andre, der har det på samme måde.”

Janus har en plan

Elevnedgangen har afstedkommet justeringer på personaleområdet. Hidtil fortrinsvis i form af forflyttelser og naturlig afgang. Men det står klart uanset hvad, at Skolen På Kastelsvej ikke kan fortsætte som før. Janus Olsen har en flertrins-plan parat, som blandt andet tager udgangspunkt i, at Københavns Kommune mangler plads til de almindelige folkeskoleklasser.
”Der vil stadig i et vist omfang være brug for os som specialskole. Måske til omkring 40 elever. Men derudover er vi opsatte på at medvirke til at løse kommunens aktuelle kapacitetsproblemer på folkeskoleområdet. Vi har jo lokalerne. Det vil samtidig give os mulighed for at lave skræddersyede løsninger for det enkelte barn – for at tilbyde skoleforløb med forskellige grader af inklusion i almindelige klasser,” siger skolelederen.
Janus Olsen røber sit store engagement, når han skal forklare planen. Han finder diagrammer frem fra bunkerne i det hyggelige kontor. Han udleverer strategibeskrivelser, mens han skænker kaffe - og fortsætter:
”Vores lærerstab er topkvalificeret med hensyn til at lære elever at læse. Så det ville være oplagt også at etablere deciderede læseklasser her på stedet. På samme måde kunne vi indgå i et samarbejde omkring taleklasser, da tilgangen til undervisningen er identisk. Vi skal kort sagt have nogle andre elever ind på skolen. Børn, unge og voksne. Døve, hørehæmmede, CI-implanterede og normalt hørende. Kodeordet bliver skræddersyede, individuelle forløb.”

Held i uheld

”Det er berigende, at vi nu skal løse et væld af nye opgaver og møde nye udfordringer. Når man arbejder med pædagogik, skal man passe meget på, at man ikke forstener i en bestemt tænkning og i en bestemt måde at drive skole på. Eleverne skal jo ikke tilpasse sig os, men omvendt. På den led er det en ekstremt sund proces, vi er i gang med.”
Om der er noget, der hedder Skolen På Kastelsvej om yderligere 200 år, er svært at forudsige. Meget tyder dog på, at den aktuelle storm kan rides af.
”Indtil videre bliver der taget meget positivt imod vores nye idéer rundt omkring. Vores kompetencecenter får hele tiden en masse nye opgaver indenfor individuel tegnsprogsundervisning, støttepædagogik på inklusionsområdet, høreteknologisk bistand og forskelligartet kursusvirksomhed. Det tegner godt,” mener Janus Olsen.

Historisk optimisme

Janus Olsen har tilbragt hovedparten af sit professionelle liv på Skolen på Kastelsvej. En kortvarig vikarstilling blev til en livsstil.
”Jeg havde i begyndelsen af 80’erne store planer om at arbejde både her, der og alle vegne. Men skolen har gennem årene givet mig så mange forskellige udfordringer, at det faktisk føles som om, jeg har skiftet job adskillige gange.”
Skolen på Kastelsvej har nemlig også tidligere måttet skifte kurs for at tilpasse sig efterspørgslen. Hver gang med succes. Denne detalje beroliger Janus Olsen.
”Jeg er optimist. Det skal man være, når man sætter nye projekter i gang. Ellers er det at gøre grin med medarbejderne. Min opgave er at føre denne skole ind i en ny virkelighed med nye opgaver, og jeg vil gøre næsten hvad som helst for, at skolen fortsat skal bestå.”