Det musikalske implantat

Share

Det musikalske implantat

Bjørn Petersen er musiker og docent i rytmisk musik ved det Jyske musikkonservatorium i Århus. Over de seneste to år, har han brugt størstedelen af sin tid på en PhD-undersøgelse, der bl.a. har set nærmere på Cochlear implanteredes oplevelse af musik. Undersøgelsen er den første af sin art i Danmark, og resultaterne peger videre – mod meget mere forskning.

Af Jakob Brodersen

I Bjørn Petersens undersøgelse medvirker 18 personer i alderen 21 – 72 år, der lige har fåetcochlear implant (CI). Gruppen er delt i to; en gruppe på ni, der følger den normale genoptræning med tale og anden lydmæssig stimuli, og en gruppe på ni, der derudover følger et specielt musikalsk høretræningsprogram, som Bjørn Petersen har sat sammen.
En af Bjørn Petersens teser var fra starten, at musikalsk høretræning vil kunne styrke evnen til at skelne tale.
”Der er så mange facetter i musik; melodibevægelser, rytmer og klange. Så det kunne være spændende at se, om ikke det havde en positiv effekt på taleforståelsen,” siger han.
Før, under og efter forløbet kommer begge grupper igennem en række undersøgelser og tests, som skal afgøre, hvorvidt og hvordan den musikalske stimulering påvirkerhørelsen.
”Der er selvfølgelig stor spredning internt i gruppen. De er meget forskellige, men det karakteriserer al forskning i CI,” siger han, og tager med det samme forbehold for at læse undersøgelsens resultater alt for firkantet. ”Det er klart, at hvis du har en, der er i tyverne, og som mistede hørelsen som et-årig og en, der er over 70, og måske først mistede hørelsen for nogle år siden, så er der forskellige udgangspunkter for at kunne træne hjernen op til at høre igen. Det, vi er nødt til at tale om her, er gennemsnittet.”

Klaver med hjem

For deltagerne, der skal være med til Bjørn Petersens musikalske høretræning, indebærer det blandt andet, at de skal øve sig i at høre forskel på tonehøjder – om en tone er højere eller lavere end en anden. De låner et keyboard med hjem, som de kan bruge til at øve sig på at høre forskel på tonerne.
Det kunne umiddelbart lyde som en enkel opgave, men det er det faktisk ikke.Frekvenserne i et CI er nemlig langtfra så fint repræsenteret i som et normalt øre, og for mange er det svært at høre forskel på to toner, hvis de ligger tæt på hinanden.
På trods af de teknologiske begrænsninger, kan det tilsyneladende godt lade sig gøre at træne hørelsen op til at skelne bedre end et CI burde give mulighed for.
De, der modtager musikalsk høretræning bliver i hvert fald signifikant bedre til at skelne melodiske konturer – om en melodi bevæger sig opad eller nedad – end kontrolgruppen.

Følg rytmen

Tre måneder inde i øvelserne begyndte Bjørn Petersen at øve rytmetræning med forsøgspersonerne.
”Vi arbejdede med puls, periode, underdelinger og form. Deltagerne fik et par trommestikker i hånden og en trommeplade,” fortæller Bjørn Petersen. ”Og på de efterfølgende tests kan vi se, at de er blevet meget bedre end kontrolgruppen til at skelne rytmer. Faktisk er de blevet bedre til at genkende rytmer end den hørende kontrolgruppe, der også er tilknyttet,” fortæller han.
En af de oplagte årsager til, at de cochlear implanterede har et stort potentiale for at blive gode til at skelne rytmer er, at et CI er i stand til at transmittere rytme meget godt – meget tæt på en normal hørelse.

”Der er meget i tale, der er analogt til rytme. Der er slag og pauser, og evnen til at genkende rytmiske mønstre i tale kan være en strategi til at skelne tale,” fortæller Bjørn Petersen.
”Hvis man kender en sang og forstår rytmen i sangen, kan det hjælpe til at skelne teksten gennem de andre konkurrerende lyde i musikken – lidt på samme måde som når man skal skelne tale i baggrundsstøj,” siger han. ”Så hvis man læner sig op ad rytmen for at skelne tale, bliver man faktisk støttet af teknologien – på trods af at den har et begrænset dynamikområde.”

Bedre til at lytte til musik

Til trods for den musikalske høretræning, blev forsøgspersonerne ikke markant bedre til talegenkendelse, end den kontrolgruppe, der ”kun” modtog den almindelige tale/hørepædagogiske genoptræning. Dér, hvor de store forskelle viste sig, var i evnen til at skelne rytmer, høre forskelle på toner og genkende klangfarver (for eksempel at kunne høre forskel på en fløjte og en klarinet).
”Det undrer mig faktisk, at musikken ikke havde større effekt på evnen til at skelne tale, ” siger Bjørn Petersen. ”Jeg tror at det skyldes, at træningen skete i tiden lige efter tilslutningen. Det første halve år sker der en vældig udvikling. Man får så meget lyd at forholde sig til. Hvis man begyndte på den musikalske træningen efter et par år, når ens talegenkendelsesniveau havde nået et vist leje, tror jeg, at det ville rykke noget mere. Men det ved jeg jo først nu,” smiler han.

Bjørn Petersen forventer at afslutte sin PhD i begyndelsen af december måned.

Som et led i forsøget, blev alle deltagerne PET-scannet, mens de hørte en historie blive læst op og mens de hørte mumlende baggrundsstøj uden genkendelige ord. Ved at trække de to scanninger fra hinanden, lykkedes det, ret nøjagtigt at identificere det område i hjernen, der på tværs af alle forsøgspersoner særligt var aktiveret i løbet af det halve år, nemlig Brocas område, der er involveret i taleforståelse .