Dansk projekt vinder europæisk støjpris

I forbindelse med afslutningen af EUs år med særlig fokus på støj på arbejdspladserne, har et dansk projekt fået en såkaldt Good Practice Award.
Prisen blev uddelt i midten af december til projektet ’Støj i Landbruget’, der er gennemført af Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord i samarbejde med et privat akustikfirma. I projektet er der blandt andet blevet lavet en hjemmeside, hvor landmænd selv kan udregne hvor meget støj de bliver udsat for i deres daglige arbejde.
I alt deltog 32 projekter fra 19 europæiske lande i konkurrencen i forbindelse med støjåret, der havde overskriften Stop that Noise!. Udover det danske projekt vandt i fem andre projekter fra Tyskland, Sverige, Frankrig, Holland og England også priser for good practice.
Priserne skal ses som en anerkendelse af virksomheder og organisationer, som i Arbejds-og Miljøagenturets øjne er eksempler på fremragende og innovative måder at mindske risici i forbindelse med støj på arbejdspladserne.
Et dansk projekt om uddannelse af støjvogtere i daginstitutioner opnåede desuden rosende omtale.
Kilde: www.hear-it.org og www.arbejdsmiljoviden.dk