Børn, arveligt høretab og fodbold

Share

Hej Lotte
Jeg har læst det indlæg fra ”Brian Brink” vedr. arveligt høretab og børn.
Jeg er 35 år og far til 3 børn i alderen 9, 5 og 1,5 år. Jeg har medfødt arveligt høretab, som dog først er indtruffet for alvor ved 20 års alderen. Mit høretab er stort, op til 90db på visse toner.
Der vil jo altid være en risiko ved at få børn, når man har en arvelig sygdom af en art, men derfor skal man ikke afholde sig fra at opleve den glæde, det er at få børn.
Og jo, det er hårdt/vanskeligt til tider, når man skal deltage i vuggestuearrangementer, forældremøder, jule-tam-tam og hvad der ellers høre til.
Men ens blotte tilstedeværelse er jo altid en støtte for barnet/børnene, hvad enten det er skole, hjem samtale eller sport osv.
Mine egne børn har ikke fået konstateret dårlig hørelse endnu, men det er klart, at min kone og jeg er obs på det. Mit høretab er arveligt på drengesiden, og jeg kunne ikke vælge at få 3 piger, men har fået 1 dejlig pige og 2 dejlige drenge.

Er det for meget at spørge dig, om du lige tilfældigvis kender nogle friske unge hørehæmmede/HA-brugere i trediverne, der bor i det nordlige København og som kunne have lyst til at spille noget fodbold?
Jeg er informeret om, at Døvania har fodbold på programmet, men tager chancen i håb om, der også kan spilles noget bold i den nordlige del af Kbh.

Mvh
Kim Hansen

Kære Kim,

Tak for dit brev! Det er altid godt at høre positive historier fra det virkelige liv, også selvom det ind imellem kan give vanskeligheder at være svært hørehæmmet og far til tre børn - og give bekymringer i forhold til arveligheden. Men jeg tror ikke, der er nogen forældre - hørehæmmede eller ej - som går gennem livet uden ind imellem at møde modgang, problemer eller kontroverser i forhold til børnene.
At være en god forælder handler jo om 117 andre ting end at kunne høre alt og alting - og som du også skriver, kan man støtte og være sammen med sine børn på mange andre måder. Og hvem siger i øvrigt, at dét at kunne høre er det samme som at kunne lytte? Man hører med øret, men lytter med hjernen, og selvom hørelsen skranter, kan vi sagtens være lyttende, nærværende og have fuldt ud ligeså meget at gi af som normalthørende.
Et er selvfølgelig, hvordan livet udfolder sig i det daglige. Noget andet er, at ingen af os har lyst til at give kommende børn mere at slås med end højst nødvendigt. Men livet er nu engang en risikofyldt affære, og der gives ingen garantier. Nuvel, det kan umiddelbart føles som en sorg at få et hørehæmmet barn, men der er nu alligevel så mange andre sygdomme, handicap og lidelser, som i mine øjne er væsentlig ’tungere’ - f.eks. arvelige sygdomme, som gør ondt, som måske kræver både indlæggelser og operationer eller på anden møde gør livet tungt og smertefuldt for både børn og forældre.
Som far til tre børn er du helt sikkert et godt eksempel på, at livet på trods et høretab selvfølgelig er et godt liv - med alt hvad det nu indebærer af glæder og sorger. Og forhåbentlig kan dine ord være med til at give Brian og hans kone endnu mere mod på at skabe nyt liv - også selvom det nok må blive uden ’rem og seler’....

Ang. fodbold kan jeg desværre ikke lige hoste op med et fodboldhold i det nordlige København - men giver hermed bolden videre til alle jer læsere: Kom frem af busken og få fluks stablet et hold på benene!
Hoerelse.info kan desværre ikke påtage sig at være kontaktsted - medmindre du vil sætte din mailadresse på Lottes Sider, så evt. interesserede kan skrive direkte til dig. Jeg vil meget hellere anbefale dig www.eahh.dk - hjemmesiden for erhvervsaktive hørehæmmede, som har en masse nyttig information med bl.a. flere netværksgrupper i Københavnsområdet. Eller prøv med LBH via bladet Hørelsen(eller deres hjemmeside), hvor der er mulighed for at annoncere eller skrive et læserbrev.
Til orientering står DØVANIA for Københavns Døves Idrætsforening.

Med hensyn til sportslige udfoldelser generelt: Jeg ved ikke, om der statistisk er belæg for at påstå en større interesse for det fysiske blandt (især yngre) hørehæmmede - men det skulle ikke undre mig, om der var!
I hvert fald møder jeg til stadighed ganske mange hørehæmmede, der dyrker sport eller anden form for fysiske udfoldelser. Egentlig undrer det ikke, for når en sans er svækket, vil det ofte afstedkomme, at en anden bliver skærpet. Og når vi nu ikke altid er så gode til endeløse samtaler, lange u-tekstede film/programmer eller socialt samvær i lange baner, så er det da ganske nærliggende at bruge øjnene og kroppen og søge udfordringer andetsteds, f.eks. ved at dyrke sport, klatre i bjerge eller vandre i naturen.

Mange hilsner
Lotte