Arbejdsskader

Share

Slut med at vende det døve øre til.

Slut med at vende det døve øre til

Der skulle et kursus og mange overvejelser til, før Vibeke Mortensen turde springe ud som hørehæmmet skolesekretær. Nu forstår kollegerne lidt bedre, hvorfor hun kan virke sur og træt.

Af Mogens Jepsen, 9. januar 2002


Noget måtte der ske for Vibeke Mortensen.
Ikke fordi larmen på hendes arbejdsplads som skolesekretær på Lundegårdsskolen i Tune er værre end på så mange andre skoler, men Vibeke Mortensen er døv på det ene øre - og har været det, siden hun som 12-årig fik fåresyge. Og nu er det begyndt at sætte sine spor.
- Der er altså noget galt, når man skal bruge en time eller to på sofaen, hvor ikke en gang katten må gå hen over én, fordi uroen går lige i hårrødderne. Og først når det hele er faldet lidt på plads i hovedet, kan jeg begynde at tale ordentligt til familien, forklarer hun.
For med en hørelse på nedsat kraft, må Vibeke Mortensen koncentrere sig meget, men det gør, at alle andre lyde nærmest kommer med dobbelt styrke ind i hovedet. Ligesom der følger en træthed med, der gør hende mere følsom over for larm.

Kursus blev afsæt
Først og fremmest føler Vibeke Mortensen sig mere og mere plaget af støj, hovedpine og træthed. Og hendes tinnitus på det døve øre - en konstant lyd som sne på fjernsynet - er taget til.
Problemet har blandt andet været, at hun ikke har fortalt ret mange om sit handicap, og dermed har hun ikke kunnet sige fra, når hun havde svært ved at høre, hvad der blev snakket om.
At få det sagt var for Vibeke Mortensen et spring - med et meget langt tilløb.
Afsættet blev taget, da hun i foråret deltog i et kursus for hørehæmmede på kursusstedet Castberggaard ved Grindsted under titlen »Bevar dit arbejde«.
- Her lærte jeg virkelig at sige fra. Nu er jeg begyndt at gøre opmærksom på, at jeg simpelthen ikke kan høre, hvad der bliver sagt, og det gælder både til kolleger, ved forældremøder, over for min svigerfamilie og i Brugsen, forklarer Vibeke Mortensen.
Det helt store gennembrud kom, da hun i august måned deltog i et møde i skolesekretærforeningen i Greve Kommune.

Virker let sur og irriteret
Med kurset i ryggen og fornyet mod på at få det sagt i en større forsamling rejste Vibeke Mortensen sig op og sagde:
- Jeg er altså døv på det ene øre og har været det, siden jeg var 12 år og fik fåresyge. Det kan være et stort problem for mig, så hvis jeg virker sur og irriteret eller siger »hva'« nogle gange, er det altså derfor.
Hendes hørehandicap påvirker nemlig humøret og den måde, hun kan tale til folk på. Sidst på ugen er det som regel værst, og folk har reageret med et: »Kors, hvor er du sur i dag«.
- Jeg bruger meget tid på at tænke på, om jeg har jokket nogen over tæerne i dag, for jeg kan virke bister og let komme til at svare på en snerrende måde, indrømmer Vibeke Mortensen.
Men som hun har lært at sige til venner og kolleger:
- Her er tre undskyldninger på forhånd. I kan få tre nye, når de gamle er brugt op.
For hørehæmmede er det nemlig meget trættende at koncentrere sig en hel dag for at følge med i samtaler.
For eksempel kan telefonforbindelsen være så dårlig, at hun ganske enkelt ikke får fat i alt, hvad der bliver sagt. Eller vedkommende kan tale så hurtigt og utydeligt, at hun misforstår beskeden.
Bedre bliver det ikke af, at Vibeke Mortensens kontor ligger lige ud til den gang, hvor skolebørnene færdes allermest.

Fik dør som hjælpemiddel
Men dér har kurset også været gavnligt:
- Jeg har fået støtte til at finde hjælpemidler, der kan lette min hverdag. For eksempel fik jeg en dør med en kæmperude i ind til mit kontor, så jeg kan tillade mig at lukke døren uden at bryde med skolens politik om at virke åben og imødekommende, forklarer Vibeke Mortensen.
Kan telefonen være en direkte plage, er e-mail simpelthen en Guds gave.
- Jeg forsøger at kommunikere så meget som muligt via e-mail. Derhjemme taler jeg også kun nødigt i telefon, og al min venindesnak sker på e-mail, eller jeg kan sende en hurtig sms-besked, siger Vibeke Mortensen.
Men hørehandicappet er også et socialt handicap. Der er mange arrangementer, hun ikke deltager i. For eksempel kommer hun helst ikke på lærerværelset, fordi der er for meget støj.
- Hvis jeg skal kunne følge med i en samtale, skal der ikke være mere end fire til fem personer, og så skal jeg helst kunne se dem og sidde på den rigtige side af dem.
Også julefrokosten er uden Vibeke Mortensens deltagelse, for man sidder typisk ved et langt bord, og så kan hun alligevel ikke høre, hvad der sker til højre for hende. Og når musikken starter, bliver støjen slet ikke til at holde ud. Derfor møder hun ikke op - og som hun spørger:
- Hvorfor skal jeg gå hjem, når det begynder at blive sjovt?





Send denne artikel til en ven
Printervenlig version





Projekt:
»Bevar dit arbejde«
Projektet strækker sig over 3/4 år med tre kurser i forløbet og er et kursus for hørehæmmede, der har arbejde.
1. Kursus over fem dage har overskriften »De personlige forhold« og indeholder blandt andet assertionstræning, hjælpemidler, høretaktik, lovgivning, individuel handleplan.
2. Kursus over fem dage er rettet mod arbejdsmarkedet og handler blandt andet om APV, stresshåndtering, strategier til at klare kravene.
3. Kursus over tre dage indeholder blandt andet individuelle samtaler samt opsamling.

Kurset er gratis, og oftest betaler arbejdsgiveren løn til den ansatte under kurset. Se mere på www.castberggaard.dk