Apple skruer ned

Om det er på grund af det sagsanlæg, vi for nyligt omtalte her på hoerelse.info eller for at tage hensyn til folks hørelse må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder introducerer computerfirmaet Apple, der står bag de populære iPod mp3-afspillere nu en opdatering til lydafspillernes software, der gør det muligt at fastsætte en maksimal lydstyrke.
Forældre til børn, der bruger mp3-afspilleren, får mulighed for at fastsætte den maksimale lydstyrke og låse den med en kode, så børnene ikke selv kan lave om på opsætningen og indstille afspilleren til en højere lydstyrke.
I Europa er afspilleren begrænset til, maksimalt at kunne spille 100 dB, hvilket er nok til at medføre høreskader. På det amerikanske marked er der ikke indbygget nogen øvre grænse.
Kilde: Politiken, 31/03/2006